Kunst i øjenhøjde gør Galleri Ulrik til en oase af inspiration og man får lyst til af vende tilbage
Galleri Ulrik i Løgstør er med til at gøre en stor forskel. Løgstør har noget at byde på, som mange andre byer ikke har. Et sted hvor man kan se forskellig slags kunst, få sig en snak med den kunstner, der udstiller varer og få masser af inspiration. Ting som byens turister værdsætter og som får dem til at komme igen, siger billedkunstneren Birthe Kjærsgaard.
Sammen med smykkekunstner Vivi Vang Jepsen, trækunstneren Ebbe Danielsen og pilefletter Ingrid Plejdrup driver hun Galleri Ulrik, Østerbrogade, Løgstør. I et tidligere forretningslokale har de etableret en lille oase med inspiration. Et sted hvor man kan se at, kunsten har godt fodfæste i Løgstør.
-Vi har turister i Løgstør året rundt. Om sommeren er trækplasteret havnen. Derfor har vi i højsæsonen udstillinger klar i sorte fiskerhuse ved Fiskehuset på kunsttorvet sideløbende med Galleri Ulrik. I efterår, vinter og forår går mange turisters tur til bens gennem hovedgaden. Her finder de os og kan få stillet deres nysgerrighed ved et kig ind i Galleri Ulrik. Et tilbud som vi får rosende ord for og som mange turister har fortalt er med til, at de kommer tilbage til Løgstør. I har noget, som ingen andre byer har, fortæller de.
-Der er i åbningstiden altid en af os kunstnere til stede i Galleri Ulrik. Da vi alle bor i byen, kan vi oftest åbne i løbet af 5 min. Vi tager gerne en snak med de besøgende, som måske bliver til kunder. Vi viser dem gerne de mange smykker, malerier, træ ting, skulpturer og masser af pileflet, som findes i galleriet, siger pilefletter Ingrid Plejdrup, Løgstør.
Trækunstner Ebbe Danielsen ser samarbejdet om Galleri Ulrik som en drivkraft til hans håndværk. Her når vi ud til mange interesserede, som ellers ikke ville lære vore produkter at kende. Vi inspirerer hinanden og får vendt mange vinkler på dagligdagen i Løgstør med gæsterne, fortæller han.
Smykkekunstneren Vivi Vang, Løgstør, roser også projektet meget. Hun er nemlig slået igennem med sine produkter. Vi får besøg af mange turister, som ser smykkerne i vinduet, kigger ind og køber de smykker, de falder for. Med en høflig betjening af gæsterne kommer de ofte igen. ”Der var også lige det smykke, som jeg gerne vil have” er ordene tit.
Pilefletter Ingrid Plejdrup når gennem Galleri Ulrik ud til mange. Det er hyggeligt at få en konstruktiv snak med folk. Svare på mange spørgsmål og måske få bestillinger på varer som kunderne har tænkt på. Hun roser stedet for at være en magnet over for byens turister. Ved at være flere kunstnere bliver udvalget bredere og mere spændende at studere, siger hun.
Billedkunstneren Birthe Kjærsgaard, der er initiativtager til Galleri Ulrik, understreger, at der er plads til flere kunstnere. De, der har varer, som ikke allerede er her, er meget velkomne. Jo bredere sortiment jo større interesse, understreger hun.





























