Vinteren står på projekter og planer på Øster Hurup Camping
Efter en solrig og travl sæson har Øster Hurup Camping nu lukket portene for vinteren. Men for lejrcheferne Mette og Henrik Bendixen betyder det langt fra, at der er stille på pladsen.
“Vi har nydt et par uger med at sove længe, se lidt tv og trække vejret efter en god sæson,” fortæller Mette Bendixen med et smil. “Men nu er det tid til vinterprojekterne.”
Og der er nok at tage fat på. Sommeren 2025 bød på mange gæster og stor aktivitet, så vinteren skal bruges på vedligeholdelse, maling og renovering – men også på noget helt nyt.
Ny støtte giver plads til hygge og samvær
Denne vinter bliver nemlig lidt ekstra spændende. Øster Hurup Camping har modtaget 100.000 kroner fra Isabella Fonden, som skal bruges til at skabe et nyt opholdsområde for både ældre børn og voksne.
“Vi drømmer om et hyggeligt område med hængekøjer, et overdækket loungeområde og måske en petanquebane,” siger Henrik Bendixen. “Vi håber, at det bliver et sted, hvor gæsterne kan slappe af, mødes og være sociale – både børn og voksne.”
Campingpladsen har i samarbejde med Blåbjerg Leg udarbejdet en skitse for projektet, som placeres i området ved den store hoppepude. Arbejdet går i gang i løbet af vinteren – men hvor meget, der kan nås, afhænger af vejret.
Ikke længere til salg – men fuld fart frem
Som tidligere nævnt har Øster Hurup Camping været sat til salg, men det er nu ændret.
“Vi tog pladsen af markedet i november 2024,” fortæller Mette. “Vi har i stedet lagt en plan for, hvordan vi kan modernisere løbende og fortsætte udviklingen. Så de næste par vintre bliver der ikke meget ferie for os,” tilføjer hun med et grin.
Øster Hurup på messer i Danmark og udlandet
Vinteren byder også på markedsføring. Øster Hurup Camping er repræsenteret på flere messer i både Tyskland og Holland – dog uden at Mette og Henrik selv er fysisk til stede.
“Vi leverer alt materiale til messerne i udlandet,” fortæller Henrik. “Men herhjemme er vi aktive i udvalget, der står bag en fællesstand for Øster Hurup og omegn på ‘Ferie for Alle’-messen i Herning.”
Messen finder sted den 20.–22. februar 2026, hvor OH Udvikling er tovholder for den lokale stand i Danmarkshallen, Hal C.“Det er et fantastisk initiativ,” siger Mette. “Vi håber, at vi med fælles kræfter kan tiltrække endnu flere turister til vores skønne område.”



