Stjålet bil standset i Hobro efter biljagt
En stjålet bil fra Aalborg blev natten til mandag den 2. februar eftersat af politiet og standset i Hobro.
Det oplyser fungerende politikommissær Frederik Als fra Efterforskning Himmerland.
Ifølge politiet blev bilen spottet i Aalborg, hvorefter den blev fulgt mod Mariagerfjord. Klokken 02.30 lykkedes det politiet at bringe bilen til standsning ved Circle K på Aalborgvej i Hobro.
Føreren, en 34-årig mand fra Klarup, er nu sigtet for en række forhold. I bilen fandt politiet blandt andet et el-løbehjul, som manden har erkendt at have stjålet. Derudover er han sigtet for biltyveri, for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse, for at køre bil i frakendelsestiden samt for at køre i påvirket tilstand af euforiserende stoffer.






