Små hunde lever længst: Derfor bliver nogle hunderacer ældre end andre
Danske hunde lever længere end nogensinde før, men der kan være stor forskel på, hvilke racer der egentlig bliver ældst. Ifølge veterinærkoncernen AniCura bliver små hunde generelt ældre end andre racer, men levetiden afhænger i høj grad også af, hvordan hunden lever sit liv.
Hundes levetid har været stigende gennem de seneste årtier, og i dag lever mange hunde længere end tidligere generationer. Det skyldes især hyppigere besøg hos dyrlægen, bedre foder, mere viden om dyresundhed og et tættere forhold mellem hund og ejer.
Men selvom udviklingen peger mod et længere og sundere hundeliv, er der stadig stor forskel på, hvor gamle forskellige racer bliver. Ifølge Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark, er der blandt andet en tydelig sammenhæng mellem hundens størrelse og levetid:
– Generelt lever de små hunde længst. Racer som chihuahua, bichon havanais og puddel kan ofte blive 12 til 15 år, mens de helt store racer som irsk ulvehund og grand danois sjældent bliver over 8-9 år. Det skyldes blandt andet, at store hunde har en tungere kropsbygning og dermed en større belastning af knogler, led og organer, hvilket medvirker til, at de oftere rammes af eksempelvis gigtsygdomme, fordi skelettet ganske enkelt slides hurtigere, fortæller Hanne Friis og fortsætter:
– Dog er det vigtigt at understrege, at racernes forskelle ikke alene handler om fysik. Nogle racer har også en arvelig tendens til bestemte sygdomme – eksempelvis hjerteproblemer eller kræft – mens andre klarer sig bedre takket være mere robuste gener. Blandingshunde kan i nogle tilfælde have en fordel, fordi de genetisk set har færre arvelige dispositioner, men der er ingen garanti.
Livsstil spiller en afgørende rolle
Selvom gener og størrelse betyder meget, er det ofte hverdagen, der gør den største forskel for hundens levetid. Motion, kost og tidlig opdagelse af sygdomme er blandt de vigtigste faktorer for et langt og godt hundeliv.
– En hund, der ikke er overvægtig, får regelmæssig motion og bliver undersøgt, når noget virker anderledes, har langt bedre chancer for at leve et langt liv. Det er især vigtigt, at man som ejer reagerer, hvis man opdager, at noget ikke er, som det plejer. Det kan eksempelvis være, at hunden pludselig lugter ud af munden, får ændret appetit eller virker træt, hvilket kan være tegn på sygdom – og jo før det opdages, jo bedre muligheder er der som regel for, at man kan gøre noget ved det, siger Hanne Friis.
Afslutningsvis opfordrer Hanne Friis til, at man kontakter sin dyrlæge, hvis man er i tvivl – også ved små ændringer i adfærd.


