Løgstør Boligforening bag nyt boligprojekt på Norgesvej
Udsendelse i offentlig høring – lokalplan 1142 for tæt-lav bebyggelse på Norgesvej i Løgstør er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 3. november 2025.
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til ny lokalplan for et område ved krydset mellem Norgesvej og Sverigesvej i Løgstør. Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der kan etableres tæt-lav bebyggelse på et areal, der tidligere rummede en daginstitution.
Byrådet skal nu tage stilling til, om planforslaget skal udsendes i offentlig høring.
Baggrund
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 6. januar at igangsætte udarbejdelsen af en lokalplan for et område, ved Norgesvej i Løgstør. Igangsættelsen skete på baggrund af en anmodning fra Løgstør Boligforening, der havde fået stillet grundkapital i sigte for et projekt på den pågældende placering.
Arealet omfattet af lokalplanen rummede tidligere en daginstitution, der inden planarbejdet blev påbegyndt var nedrevet.
Projektet er i tråd med kommuneplanen samt byudviklingsplanen for Løgstør by, ligesom det flugter med kommunens kommende retningslinjer for byudvikling, hvor der først og fremmest skal søges at fortætte og udnytte eksisterende arealer indenfor bygrænsen, fremfor at inddrage nyt land til byudvikling.
Forventet konsekvens
Lokalplanen beskriver og indeholder bestemmelser, der sigter mod en ny bebyggelse i et moderne formsprog med fladt tag gedigne materialer som teglsten og zinkbeklædning.
Den overordnede disponering af bebyggelse ligger i lokalplanen relativt frit, hvor et vejledende byggefelt blot har til formål at sikre en passende afstand til nabobebyggelse på mindst 5 meter, samt en relativt lav byggehøjde, der passer ind i områdets nuværende karakter.
Med lokalplanen gives der mulighed for vejbetjening primært fra Norgesvej gennem en intern fordelingsvej og sekundært med yderligere udkørsel fra denne til Sverigesvej. Derudover gives der mulighed for at enkelte boliger kan have udkørsel direkte til Norgesvej.
Der er blevet gennemført en screening for miljøvurdering af planer og programmer i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplansforslaget, hvor det er konkluderet at planforslaget ikke vurderes til at få sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet.
Organisering og kommunikation
Hvis planforslaget sendes i offentlig høring, har alle mulighed for at indsende bemærkninger, indsigelser eller forslag til ændringer i planen.
Planforslaget annonceres på kommunens lokalplanportal via hjemmesiden og på plandata.dk og tilsendes alle indenfor området, alle indenfor naboområdet Galgehøj og øvrige nærmeste naboer.
Lokalplanen kan ses i digital version i lokalplanportalen.
Lovgrundlag: Planlovens kapitel 4, 5 og 6 og miljøvurderingsloven.
Økonomi: Udgiftsneutralt.
Procesplan
Hvis Administrationens indstilling godkendes, sendes planforslaget i offentlig høring.
Høringsperioden skal som udgangspunkt være otte uger, men efter en konkret vurdering, kan høringsperioden reduceres til fire uger. I tilfælde, hvor lokalplanforslaget er af mindre betydning kan høringsfristen reduceres helt ned til to uger. Fristen skal være passende og tillade rimelig tid for offentligheden. I dette tilfælde er høringsperioden fastsat til fem uger, da området er kommuneplanlagt som boligområde, og da områdets overordnede anvendelse som boligområde ikke afviger fra de tilgrænsende boligområder, ligesom anvendelsen er i tråd med byudviklingsplanen for Løgstør. Den femte uge i høringsperioden er tillagt på grund af sammenfald med juleferie.
Herefter behandles eventuelle høringssvar i Teknik- og Miljøudvalget. Her tages stilling til den endelige vedtagelse af planen. Forvaltningen indstiller en neddelegering af beslutningskompetencen afhængigt af indkomne indsigelser.
Sagen afgøres i: Byrådet via Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget
Indstilling
- at planforslaget vedtages og sendes ud i offentlig høring,
- at den offentlige høringsperiode for planforslaget fastsættes til fem uger,
- at der ikke gennemføres miljøvurdering, idet planen vurderes ikke at kunne få sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet,
- at forvaltningen bemyndiges til at godkende planforslaget endeligt, såfremt der ikke modtages indsigelser mod planen,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende planforslaget endeligt, såfremt der modtages indsigelser mod planen.
Bilag
Lokalplan 1142 – Kladde til forslag
Screening for miljøvurdering af planer og programmer





