AF Lene Aalestrup – Det Konservative Folkeparti – Regionsrådskandidat i Nordjylland.
Fremtidens Sundhed i Nordjylland – Regionsvalget 2025, Sundhedsudvalget og Sundhedsreformen i Fokus
Snart går vi til stemmeurnerne i Nordjylland for at vælge vores nye regionsråd. Valget er vigtigt, ikke mindst fordi vi står midt i store forandringer på sundhedsområdet. Den nye sundhedsudvalgsstruktur og regeringens sundhedsreform sætter rammerne for, hvordan vi i fremtiden får adgang til behandling, omsorg og tryghed. Set fra mit socialkonservative livssyn er det nu, vi skal kræve ansvarlighed, nærhed og kvalitet i vores sundhedsvæsen.
Jeg tror på, at et effektivt sundhedsvæsen kræver klare prioriteringer og ansvarlig økonomistyring. Vi skal sikre, at pengene bruges dér, hvor de gør størst gavn for borgerne. Derfor ønsker vi mindre bureaukrati og mere frihed til de lokale hospitaler og sundhedshuse. Det vi har brug for, er flere sygeplejersker, læger og varme hænder.
En af de største udfordringer i Nordjylland er de lange afstande og risikoen for, at centralisering svækker nærsamfund og lokale tilbud. Den nye sundhedsudvalgsstruktur må ikke ende med at flytte beslutningerne endnu længere væk fra borgerne, den skal tværtimod sikre mange flere gode og decentrale løsninger og tilbud tættere på borgernes lokalområder. Jeg vil kæmpe for, at der fortsat skal være let adgang til genoptræning og de vigtige sundhedstilbud, der bidrager til større lighed i sundhed i hele Nordjylland, uanset hvor vi bor. Vores ældre og sårbare skal vi tage hånd om med større fokus på den enkelte borger og i visse situationer også i tæt dialog med deres pårørende.
Regeringens sundhedsreform har gode intentioner om at skabe mere sammenhæng i behandlingen og styrke det nære sundhedsvæsen. Men vi skal passe på, at reformen ikke bliver et skrivebordsprojekt uden reel effekt for patienter og pårørende. Jeg ønsker at styrke det frie valg, så man som borger kan vælge det tilbud, der passer bedst – uanset om det er offentligt eller privat. Jeg mener at samarbejde med private aktører kan aflaste presset på det offentlige og give hurtigere adgang til behandling.
Tryghed for patienten skal være en kerneværdi. Det betyder, at vi skal investere i kvalitet – både i personale, udstyr og bygninger. Samtidig skal vi sikre, at sundhedsvæsenet er robust nok til at håndtere fremtidens udfordringer, ikke mindst den stigende ældrebefolkning og flere med kroniske sygdomme. Her er det afgørende, at vi ikke overlader styringen til centraliserede ekspert råd, men lytter til de vigtige og kompetente fagfolk, der har daglig kontakt med patienterne.
Regionsvalget handler om mere end politik – det handler om hver enkelt nordjydes tryghed, værdighed og mulighed for et godt liv. Jeg vil sætte ansvarlighed, nærhed og kvalitet forrest. Kun sådan sikrer vi et sundhedsvæsen, vi kan være stolte af – også i fremtiden. Dette Regionsrådsvalg bliver et vigtigt VALG.


