ForsideMariagerfjordLÆSERBREV: Nye oplysninger om forureningslaget på bunden af Mariager Fjord

LÆSERBREV: Nye oplysninger om forureningslaget på bunden af Mariager Fjord

AF Henrik Sloth & Asger Brorsen Kandidater KV25 for Venstre i Mariagerfjord Kommune

Nye oplysninger om forureningslaget på bunden af Mariager Fjord

Vi konstaterer med stor tilfredshed, at der synes bred enighed blandt partierne i Mariager Fjord Kommune omkring vores opfordring til at undersøge forureningslaget på bunden af Mariager Fjord. Siden vi mandag 10/11 bragte vores artikel om emnet, har spidskandidater fra flere partier meldt sig på banen med krav om, at sagen undersøges. 

Det står klart, at formodningen om, at der på bunden af Mariager Fjord ligger et stort forureningslag bestående af slam fra årtiers udledninger af særligt af industri- og husholdningsaffald, er korrekt. Dette bekræftes af en række rapporter og kommunens forvaltning.

Vi, Henrik Sloth og Asger Brorsen fra Venstre Mariager Fjord mener, at der bør gennemføres en tilbundsgående undersøgelse af slamlaget. 

Selvfølgelige spørgsmål er: Hvor meget er der? Hvad indeholder det ud over kvælstof og fosfor? Hvor tykt er laget? Det hævdes, at laget sine steder er op mod 10 m tykt.

De helt store spørgsmål er – hvilken miljøfare og miljøpåvirkning har slamlaget? Og endelig: Kan vi fjerne det? Det sidste er nok næppe en kommunal opgave, da det vil være en kæmpe opgave og formentligt voldsomt dyrt. 

Der nævnes i en rapport udgivet af Seges i 2015, at man kan ilte bundlaget og derved nedbryde en del af forureningen. Men det er langt fra sikkert, at effekten står mål med omkostningen. Det vil ifølge ovennævnte rapport kræve ca. 1500T ilt pro anno (Ca. 1.050.000 m3) at opnå en rimelig effekt. Men tallene er – ifølge rapporten selv – usikre.

I den bedste af alle verdener burde slamlaget pumpes op og om nødvendigt renses. Om dette er muligt, kan vi som lægfolk ikke afgøre.

Vi håber, at vi efter valget kan finde fælles forståelse med partierne i Byrådet om den nævnte undersøgelse – derefter må vi tage bestik af vores muligheder for at få renset vores fjord en gang for alle.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler