Folk gyngede i takt, fødderne trippede, sangstemmerne blev flittig brugt og de, der kunne, dansede til herlig musik
Beboerne på Røde Kors Hjemmet, Løgstør fik en helt speciel oplevelse, da de havde besøg af Gårdsangerne fra Thy. Ni musikanter klædt i festligt tøj, som spillede på mange forskellige instrumenter. Det fra Freddy Fræk fløjter, vaskebræt, gulvbas, grydelåg, guitar, harmonika, trommer og mange andre instrumenter.
Der var fart og styrke over deres musik og glæden blandt plejehjemmets beboere og de fremmødte fra Frivillige Hænder, var stor. Alle i salen var med og de der kunne, dansede. De øvrige sang med i et stor fælles kor. Det var nemlig kendte danske sange, der blev sunget.
Alles hjerter smeltede, da der blev sunget ”Du er min øjesten, en rigtig dejlig en er du”, ”Nyboders pris”, ”Røde roser fra Athen”, Åh, Marie”, ”Her i vores hus er glæde” ”Brænd mine breve” og mange flere titler fra de gode gamle dage.
Et fantastisk orkester med en energi, som sjældent opleves. Det koblet sammen med de mange forskellige sange, instrumenter, enkelte musikeres formåen med sang og meget mere. Det gav en opløftende stemning blandt tilhørerne.
Gårdsangerne fra Thy lød også til at have en speciel god følelse af tilbagemeldingerne fra publikum. ”I er nogle herlige mennesker at spille for. Humøret er højt, I synger rigtig godt med. I holder hinanden i hænderne og synger glade”, med lød det fra orkesteret.
De livsglade Gårdsangere fra Thy tog simpelthen publikum med sig på ”en rejse med livsglæde”. En rejse tilbage til dengang, hvor sang, sammenhold og smil bandt mennesker sammen.
Det var Frivillige Hænder, der stod for arrangementet og dets afvikling. En eftermiddag, der sluttede af med fællesspisning i spisesalen.

















