Fritvalgspris for træning 2024 i Rebild Kommune
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget i Rebild Kommune holder møde den 10. januar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Beslutningssag: Fritvalgspris for træning 2024.
Voksne i Rebild Kommune har frit valg mellem den kommunale træningsenhed og 3 godkendte private fysioterapiklinikker ved genoptræning og vedligeholdelsestræning samt genoptræning efter sygehusbehandling. Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget skal træffe beslutning om en stigning i træningstaksterne for 2024.
Text
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget godkender taksterne for 2024.
Sagsfremstilling
Træningstaksterne til private leverandører skal afspejle kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved at levere samme træningsindsatser. Dette er både reguleret i den gældende leverandørkontrakt og i lovgivningen.
Taksterne beregnes ved, at det kommende års budget for den kommunale træningsenhed divideres med det antal træningstimer, som den kommunale træningsenhed forventes at levere. Hertil lægges såkaldt overhead på ca. 5%. Overhead er kommunens centrale udgifter til træningsopgaven, som ikke konteres direkte på træningsenhedens budgetområde, som fx lønadministration, bygninger og lignende.
På træningsområdet er der to takster; en takst for basal genoptræning og en takst for avanceret genoptræning. Taksten for avanceret genoptræning er højere end for basal. For det første kræver avanceret genoptræning et højere kompetenceniveau og dermed et højere lønniveau. For det andet kræver opgaven mere indirekte tidsforbrug til koordinering, dokumentation og kørsel. Lønniveauet og det indirekte tidsforbrug er indeholdt i taksten.
Timetaksten udbetales pr. time, som en medarbejder bruger sammen med én borger. Det betyder, at hvis medarbejderen har fx 3 borgere på et hold samtidigt, udbetales der timetakst for alle 3 borgere. Dette giver leverandøren et økonomisk incitament til at anvende holdtræning. Holdtræning giver dels kommunen lavere udgifter til træningen, og dels giver det bedre resultater for nogle målgrupper.
I taksterne for 2023 var det forudsat, at 40% af timerne skulle foregå på hold. Dette er reduceret til 34% i 2024. Den lavere andel på hold skyldes, at Byrådet med den delvise genåbning af budget 2023 besluttede at forkorte den gennemsnitlige forløbslængde. Den blev forkortet med 47 minutter, så den nu er 6 timer. Denne beslutning reducerer den samlede omkostning til et træningsforløb. Men timeprisen bliver marginalt højere, fordi en lavere andel af timerne foregå på hold. Dette skyldes, at opstart og afslutning foregår individuelt, og at disse elementer udgør nu en større procentvis andel af det samlede forløb.
Når andelen af taksttimerne på hold falder, vil det kræve flere løntimer at levere en taksttime.
Derfor stiger taksterne for 2024.
Timepris til private leverandører
2023 | 2024 | |
Basal genoptræning | 383 kr./time | 459 kr./time |
Avanceret genoptræning | 592 kr./time | 618 kr./time |
Timepris til den kommunale leverandør
2023 | 2024 | |
Basal genoptræning | 364 kr./time | 438 kr./time |
Avanceret genoptræning | 564 kr./time | 589 kr./time |
Økonomi
Hvis antallet af afregnede timer i 2024 ender på det forventede, vil takststigningen medføre en merudgift på 0,3 mio. kr. til de private og den kommunale leverandør. Forvaltningen følger udviklingen tæt. Eventuelle indikationer på budgetoverskridelser vil blive fremlagt i forbindelse med økonomivurderingerne.