ForsideMariagerfjordDet Gode Liv i Øster Hurup: Sammen skaber vi glæde og fællesskab

Det Gode Liv i Øster Hurup: Sammen skaber vi glæde og fællesskab

Det Gode Liv i Øster Hurup: Sammen skaber vi glæde og fællesskab

I hjertet af Øster Hurup finder man en forening, der ikke blot samler mennesker – men som også er med til at skabe rammen for en by, hvor fællesskabet blomstrer. Det Gode Liv er navnet, og det er præcis, hvad foreningen arbejder for hver eneste dag.

“Vi prøver at skabe og understøtte fællesskabsaktiviteter i byen – både ved at hjælpe praktisk og søge økonomisk hjælp ved fonde,” fortæller formand Helene Willer – “Vores vigtigste mission er, at alle borgere kan få adgang til fælles, åbne og gerne gratis aktiviteter.”

En paraply over fællesskabet
Det Gode Liv er ikke en hvilken som helst forening – det er en paraplyforening for 15 lokale foreninger, som alle bruger hinanden og det fælles hus som base. Den tidligere spejderhytte midt i byen er i dag omdannet til foreningens hus – og fungerer som samlingssted, værksted og koordinationsbase for byens mange engagerede kræfter.

“Det er et sted, hvor ideer kan få lov at spire og gro,” forklarer Helene Willer – “Vi har to timelønnede, Lotte Madsen og Henrik Andersen, som er ansat nogle timer om ugen til at hjælpe med koordinering og fondsansøgninger. De er en kæmpe hjælp i forhold til at få spændende projekter til at lykkes.”

En aktiv sommer
Denne sommer har foreningen haft travlt – og det på den gode måde. De har selv stået bag sommerens store lotteri, været med til at sælge Øster Hurup-vinen, arrangeret Meet Øster Hurup og samtidig støttet og koordineret en række af byens øvrige aktiviteter i samarbejde med Event Øster Hurup og Øster Hurup Handel.

“Vi tror på, at vi kan gøre en forskel ved at bakke op, hjælpe med koordinering, og finde økonomisk støtte til arrangementer, der samler byen. Det handler om fællesskab – vi står sammen, og vi støtter dem, der gør en forskel,” siger Helene Willer.

Fællesskab, tillid og respekt
Kernen i foreningen Det Gode Liv er værdier som tillid, respekt og åbenhed.

“Vi prøver at bygge på tillid og respekt – her i foreningen skal man føle sig velkommen. Har man idéer, bliver de lyttet til. Det er vigtigt for os, at ingen føler sig udenfor,” siger Helene Willer.

Det Gode Liv er med andre ord en forening, der både skaber liv, glæde og engagement – og som giver plads til nye initiativer i en by, hvor man vil hinanden.

“Vi vil gerne være med til at skabe gode minder og stærke fællesskaber. Det er sådan, vi skaber det gode liv i Øster Hurup,” slutter Helene Willer.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler