Udvalget for Børn og Familie besøger Bymarkskolen
Udvalget for Børn og Familie i Mariagerfjord Kommune tager på besøgsrunde hos institutioner under udvalgets område for at få et bedre indblik i den daglige praksis og de lokale initiativer. Besøgsrunden er en del af arbejdet med at omsætte Børn og Ungepolitikken i praksis. Mødet finder sted den 3. marts 2026.
Fokus på Bymarkskolen
Bymarkskolen er grundskolen i det sydlige Hobro med omkring 360 elever på 0.-6. årgang og cirka 70 ansatte. Skolen rummer både undervisning og SFO, og har gennem årene udviklet sig til en moderne skole med store, indbydende udearealer, legepladser, boldbaner og løbebane. Skolen ligger i gåafstand til fjord, skov, idrætscenter og svømmehal, hvilket giver eleverne gode muligheder for bevægelse og udendørs aktiviteter.
Som en del af skolens modtagelse af nytilkomne flersprogede elever tilbyder Bymarkskolen et basisdanskforløb, inden eleverne overgår til deres egen skole. Fra 1. august 2026 ophører modtageforholdene på Bymarkskolen.
Når eleverne afslutter 6. klasse, fortsætter de på Søndre Skole, Hobros overbygningsskole.
Besøgets indhold
Under besøget vil udvalget få en rundvisning og blive orienteret om skolens udviklingssamtaler og arbejdet med kommunale indsatsområder. Fokus vil være på skolens fællespædagogiske fundament og de initiativer, der skaber et trygt og motiverende læringsmiljø for eleverne.
Formålet med besøget er at give udvalget konkrete erfaringer fra skoledagen, som kan understøtte politiske beslutninger og fremtidige tiltag inden for Børn og Ungeområdet i kommunen.





