Af Laura Holm, Folketingskandidat for Konservative – og underviser
Det giver ingen mening at nedlægge uddannelser, som faktisk fungerer
10. klasse er året, hvor nogle unge for første gang oplever faglig og social succes. Hvor de vokser et par centimeter – ikke nødvendigvis i højden, men i selvforståelse. Hvor de finder modet til at række hånden op, sige deres mening eller søge ind på en ungdomsuddannelse, de for et år siden ikke troede var mulig.
Derfor gør det mig oprigtigt bekymret, at 10. klasse nu i praksis fjernes som et kommunalt tilbud i forbindelse med indførelsen af den nye ungdomsuddannelse, EPX.
Intentionen bag EPX kan jeg sådan set godt forstå. Flere unge skal opleve et stærkt ungdomsmiljø. Flere skal have muligheder. Flere skal føle sig hjemme i en ungdomsuddannelse. Det er sympatisk. Men spørgsmålet er, om vi er ved at løse én udfordring blot for at skabe en anden.
Som underviser i 10. klasse ved jeg, at nogle unge har brug for det ekstra år – ikke fordi de er dovne, og ikke fordi de mangler vilje – men fordi de mangler tid. Tid til at blive fagligt klar og tid til at modne og finde en retning, der passer til dem.
Efter 9. klasse falder hammeren hurtigere nu. Ja, 10. klasse overlever på efterskolerne, men ikke som et år, hvor man kan forbedre sine prøvekarakterer og kvalificere sig videre. Det er en reel forandring – og derfor vil det for mange unge blive et reelt tab.
Valget sætter det på pause – heldigvis
HF har gennem mange år været en vigtig vej for unge, der ønsker en gymnasial uddannelse med en mere praksisnær og professionsrettet tilgang. Jeg har selv oplevet, hvordan HF kan være det helt rigtige match for unge, der måske ikke trives i de mere traditionelle gymnasiale rammer, men som sagtens kan – og vil – videre til en professionsuddannelse. HF har givet mange en ny chance og et nyt afsæt.
EUX, hvor jeg også har undervist, er et andet eksempel. Kombinationen af erhvervsuddannelse og gymnasiale fag er ikke for alle – men for nogle er den helt genial. Den giver både svendebrev og studenterkompetence, og den bygger bro mellem det praktiske og det boglige. Den anerkender, at unge ikke nødvendigvis er enten-eller, men ofte både-og.
Det er stærke konstruktioner, fordi de er målrettede, og fordi de har en tydelig identitet, mens de rummer forskellige veje frem. Selve konstruktionen af EPX rejser også spørgsmål: Hvad skal der egentlig til, før noget er en gymnasial og studieforberedende uddannelse? Ekspertpanelet peger i én retning, og lærerne i en anden. Andre advarer mod at gøre niveauet for højt, hvis elevgruppen skal rummes.
Det fortæller mig én ting, jeg allerede ved: Spændet i målgruppen er enormt.
Vi taler om unge, der skal videre til professionsuddannelser som pædagog, sygeplejerske eller lærer – og unge, der netop har kæmpet sig til et 02 i folkeskolen og drømmer om en erhvervsuddannelse. Begge grupper fortjener et godt tilbud, men spørgsmålet er, om det nødvendigvis er det samme tilbud.
Jeg er grundlæggende optaget af, at vi bygger ungdomsuddannelser på solid faglighed og realistiske rammer – og på respekt for, at unge udvikler sig forskelligt.
Med valgets udskrivelse sættes lovarbejdet på pause. Måske er det ikke det værste, der kunne ske.
Måske skulle vi bruge tiden på at videreudvikle det, vi allerede ved virker: styrke HF’s professionsretning og praksisfaglighed yderligere, investere i EUX’ kvalitet og gennemførelse, løfte ungdomsmiljøerne på erhvervsuddannelserne og gennemføre mindre, målrettede forsøg, før vi omkalfatrer hele strukturen.
