ForsideHimmerlandDieselprisen rammer historisk højt niveau

Dieselprisen rammer historisk højt niveau

Dieselprisen rammer historisk højt niveau

Brændstofpriserne fortsætter med at stige, og prisen på diesel er nu på det højeste niveau nogensinde. Alene torsdag steg prisen med 50 øre pr. liter. Bider priserne sig fast, bør en ny regering overveje at se på kompensation til bilejere, mener FDM.

Uroen i Mellemøsten fortsætter med at presse brændstofpriserne i vejret. Det rammer især landets dieselbilister, der nu skal af med 17,29 kr. pr. liter ude ved tanken.

Alene torsdag steg dieselprisen med 50 øre, og dermed er prisen på en liter diesel de seneste godt 20 dage steget med mere end fire kroner pr. liter. Det svarer til en årlig merudgift på 4.400 kr. for en dieselbilejer, der kører 20.000 km om året, hvis stigningen bider sig fast.

Det er det højeste niveau siden juni 2022, fire måneder efter Ruslands angreb på Ukraine. Dengang toppede dieselprisen på 17,19 kr. pr. liter. Korrigeret for inflation var det en smule højere end prisen i dag.

”I Danmark har dieselbilejerne aldrig tanket til så høj en pris. Det skyldes, at en stor del af verdensmarkedet, ikke mindst i Europa, er afhængig af diesel, som grundet krigen i og omkring Iran ikke kan komme frem. Samtidig betyder sanktionerne mod Rusland, at olieprodukter herfra ikke er en mulighed. Alt efter hvordan situationen i Mellemøsten udvikler sig, risikerer vi at se markant højere priser på diesel og benzin. Situationen er på ingen måde drevet over,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

Det er dog ikke kun dieselbilejere, der må til lommerne i disse dage. Det samme må de mange ejere af benzinbiler. For dem er prisen ’kun’ steget med to kroner siden 28. februar.

”Der er ingen tvivl om, at de høje brændstofpriser presser mange bilejere. Bider de høje priser sig fast, bliver det derfor en opgave for en kommende regering at se på, om man kan kompensere de ramte bilejere,” siger Ilyas Dogru.

I dag er afgiften på benzin 6,70 kr. inklusive moms, mens den på diesel er 5,30 kr. inklusive moms.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler