ForsideVesthimmerlandNye tanker vedr. bogcaféer i Vesthimmerland

Nye tanker vedr. bogcaféer i Vesthimmerland

Nye tanker vedr. bogcaféer i Vesthimmerland

Kultur og Fritidsudvalget i Vesthimmerland Kommune holder møde den 29. januar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Samskabelsesproces vedr. bogcaféer

Vesthimmerlands Biblioteker bidrager til driften af kommunens bogcaféer med indkøb af bøger samt en ugentlig kørselsordning. Udgifterne til bogindkøb samt kørselsordning beløber sig til 60.000 kr. pr. år. Brugen af biblioteksbøgerne i bogcaféerne og kørselsordningen er yderst begrænset og tilmed nedadgående.

Det er således bibliotekets vurdering, at dette beløb potentielt vil kunne anvendes bedre ifm. et nytænkt bibliotekstilbud i lokalsamfundene, som flere borgere kan få glæde af. Det er dog vigtigt, at borgerne høres og inddrages i udviklingen af et nyt lokalt bibliotekstilbud, så borgernes engagement og udbytte får de bedste betingelser.

Vesthimmerlands Biblioteker foreslår derfor, at borgerne inviteres til en samskabelsesproces inspireret af borgersamling-konceptet. En sådan proces er en borgersamling af en gruppe borgere, der er udvalgt ved stratificeret lodtrækning, så den afspejler befolkningssammensætningen i det område som sagen vedrører.

En borgersamling er en metode til at få kvalificerede input fra borgerne. Det vil sige input udarbejdet i en samskabelsesproces med borgerne, efter borgerne har fået præsenteret viden og rammer om sagen, og ikke mindst har delt og drøftet disse synspunkter med andre borgere.

Borgersamlingen kommer derefter med en række anbefalinger til sagen, som man efterfølgende er forpligtede til at drøfte og give en tilbagemelding på. Man er ikke forpligtede til at følge anbefalingerne.

En borgersamling sikrer borgerinddragelse, nært demokrati, at flere bliver hørt, samt bredere ejerskab og opbakning. Målet er at borgerne kommer til orde ift. anbefalinger til et nyt borgernært bibliotekstilbud, som tager udgangspunkt i borgernes adfærd og behov.

Kultur- og Fritidsudvalget og Vesthimmerlands Biblioteker forpligter sig til at drøfte anbefalingerne til et nyt lokalt bibliotekstilbud og til at redegøre for, hvorfor man i fald ikke vælger at følger anbefalingerne.

Baggrund

Vesthimmerlands Biblioteker har siden 1999 været en del af driften af bogcaféerne i Vesthimmerlands Kommune. Bogcaféerne er drevet og bemandet af frivillige, herunder den daglige drift af bygninger. Der er pt. bogcaféer i Gedsted, Ranum og Hvalpsund.

Vesthimmerlands Biblioteker bidrager med indkøb af bøger øremærket bogcaféerne. Disse bøger er ikke tilgængelige for andre brugere end dem, der låner via bogcaféerne. Biblioteket bidrager derudover med en ugentlig kørselsordning, så der leveres reserverede biblioteksbøger til bogcaféernes brugere.

Bogcaféerne fungerer som lokale mødesteder i lokalsamfundet, hvor der foregår forskellige kulturelle aktiviteter. Bogcaféerne kan og bør fortsætte som lokale samlingssteder. Hvad angår biblioteksbøgerne, så er brugen i bogcaféerne dog stærkt nedadgående. Se bilag. Bogcaféerne har i 2023 tilsammen haft 600 udlån fra biblioteket, det vil sige ca. 16 udlån pr. måned pr. sted.

Der er i gennemsnit 22 aktive brugere af bøger pr. sted. Dertil kommer bogcaféernes egne udlån af de bøger, som biblioteket indkøber specifikt til bogcaféernes brugere. Disse udlån, som er af meget begrænset omfang, registreres ikke digitalt af biblioteket. Alt i alt udgør udlån via bogcaféerne forsvindende lidt i forhold til Vesthimmerlands Bibliotekers samlede udlån, og prisen pr. udlån er således særdeles høj.

Biblioteket foreslår derfor, at bogindkøb og kørsel til bogcaféerne stopper med udgangen af 2024. Beløbet, ca. 60.000 pr. år, øremærkes i stedet til et nyt koncept for lokalt bibliotekstilbud. Det er op til borgerne via borgersamlingen, i en samskabelsesproces med biblioteket, at foreslå, behandle og beslutte hvor og hvordan beløbet bruges fremover. Der kan maksimalt anvendes samme beløb som nuværende ordning. Er der ikke lokal interesse eller relevante forslag, indgår beløbet i den samlede biblioteksdrift, som dermed kommer alle kommunens borgere til glæde.

Samskabelsesprocessen skal geografisk omfatte hele kommunen og ikke kun de tre lokalsamfund, hvor der pt. er bogcaféer. Formålet er ikke at lukke bogcaféerne – de kan fint fortsætte uden bibliotekets bidrag. Det er alene de potentielt frigjorte ressourcer (ca. 60.000 kr.) som processen skal forholde sig til.

Forventet konsekvens

Forslaget om en ændring af bibliotekets nuværende bidrag til bogcaféerne tager udgangspunkt i ønsket om, at optimere ressourceanvendelsen. En ændring af den nuværende praksis, vil kunne opleves som en serviceforringelse for enkelte borgere, men formålet er, at midlerne skal bruges således, at flest potentielle borgere får glæde af det ændrede tilbud.

Organisering og kommunikation

Processen inkl. kommunikationsplan planlægges og afvikles af bibliotekets medarbejdere og involverer derudover interesserede borgere fra lokalområderne i kommunen.

Lovgrundlag

Ingen relevant lovgivning.

Økonomi

Udgiftsneutral.

Bogcaféerne koster i øjeblikket ca. 60.000 kr. årligt. Det samme beløb afsættes til et nyt bibliotekstilbud i lokalområderne. Udgifter til proces holdes inden for bibliotekets nuværende ramme.

Procesplan

Ingen bemærkninger.

Sagen afgøres i

Kultur og Fritidsudvalget

Administrationen indstiller

  • at Biblioteket igangsætter en samskabelsesproces med lokalsamfundene som beskrevet
  • at der efterfølgende sker opfølgning og behandling af evt. ny(e) tiltag i Kultur- og Fritidsudvalget i 2. halvår af 2024
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler