Vilstedmændene blev snydt, begavet med uventet varm gave
Gruppen af frivillige hjælpere i Vilsted, som vedligeholder Stenhaven, bede, pladser og andre steder i byen fik sig en stor overraskelse. De var kaldt sammen for at være en del af et interview med Destination Himmerland samt aktører på fotos til artikel herom. Det var udmeldingen fra Vilsted Medborgerforenings formand, Gitte Greth.
Velfriserede og i nyvasket tøj mødte de op til dagens store punkt. Men ingen fra Destination Himmerland kom til stede. Eneste fotograf var Ingeborg Holm Nielsen, Vilsted, som flittigt fotograferede Vilstedmændene, der stod afventende, for noget måtte der da ske.
Ingen af mændene var klar over, at de var blevet bundet noget på ærmet og at deres koner var en del af det. Gitte Greth, Vilsted Medborgerforening, havde nemlig haft fat i dem alle for at få mændenes jakkestørrelser. Konerne havde fået tavshedspligt om, hvad der var i gære, nemlig at Sparekassen Danmark havde doneret godt kr. 9.000 til nye jakker til de arbejdsivrige og pligtopfyldende mænd.
Først da Sparekassen Danmark kom med en stor kasse og en check, gik finten op for
Vilstedmændene og ansigtsudtrykkene ændrede sig fra undrende til store smil. Alle jakkerne passede perfekt og de er nu med til at gøre en forskel i Vilsted. På ryggen står der nemlig trykt Stenhave. Det sammen med en tegning af en portal fra stedet og datoen 19.10.2019 som var det tidspunkt, hvor stenhaven blev indviet.
Lene Jacobsen, Sparekassen Danmark, udtrykte stor beundring for deres frivillige indsats i Vilsted. Et tiltag som hun kunne oplyse, havde betydet meget i forhold til Sparekassen Danmarks beslutning om at donere jakkerne.
Efter overrækkelsen blev Vilstedmændene inviteret til frokost i Byens Hus, hvor der var sørget for både mad og drikke til dem.




