Lysten til at prøve ture i veterankøretøjer var stor, da der blev tilbudt køreture
Interessen for at få en køretur i motorcykel med sidevogn og veteranbiler var stor, da Løgstør-tilbuddenes støtteforening tilbød disse muligheder. Start-og endestationen for køreturene var fra Løgstørtilbuddene, Bøgevej 3-5, Løgstør.
Invitationen lød på ”En dag med vind i håret” og det fik de fremmødte. Mange valgte at få køreturen i veteranmotorcyklernes sidevogn. Et godt valg, men en motorisk udfordring at komme ned i sidevognen og ikke mindst at komme op igen.
Men selv om der var problemer med at komme op og ned, valgte flere at prøve turen flere gange.
Var lysten at prøve veteranbiler, var mulighederne to. En tur i luksus flyder eller i tidligere brandbil. Her havde flere mulighed for en køretur samtidigt og det blev benyttet. Det gav mulighed for en god fælles oplevelse og snak.
Der var mødt ikke færre end 30 personer op til den succesfulde oplevelse. Flest fra Løgstørtilbuddene mens andre havde bopæl på Røde Kors Hjemmet og Limfjordsskolen i Løgstør.
Arrangementet var lavet i et samarbejde mellem Kulturbutikken, der er et værested for udviklingshæmmede borgere i Vesthimmerlands kommune og Løgstørtilbuddenes Støtteforening.
















