ForsideVesthimmerlandVesthimmerlands Kommunes elbiler skal have strøm – første etape på vej

Vesthimmerlands Kommunes elbiler skal have strøm – første etape på vej

Vesthimmerlands Kommunes elbiler skal have strøm – første etape på vej

Opsætning af ladestandere til kommunens egne elbiler er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 22. oktober 2025.

I forbindelse med at kommunens personbilsflåde overgår til elbiler, skal der opsættes ladestandere til disse.

I denne sag orienteres om processen for overgang til elbiler samt opsætning af ladestandere. Udvalget skal træffe beslutning om frigivelse af midler til opsætning af ladestandere til første etape fra overgang fra fossile biler til elbiler.

Baggrund
Overgangen til elbiler understøtter Byrådets strategi “Vores Vesthimmerland” og ambitionen om at understøtte bæredygtige transportformer. Hertil styrker overgange til elbiler kommunens “Udviklingsplan for grøn omstilling” og målet om at reducere kommunens klimaaftryk, herunder at gøre kommunens transport CO2-neutral inden 2030, og inden 2050 er Vesthimmerland 100 procent Klimaneutral.

Administrationen havde i efteråret 2024 et udbud på 20 fossil biler, hvor der kun var én som bød på leverancen, hvorfor udbuddet bliver annulleret. Det betyder, at markedet ikke længere kan levere de ønskede fossilbiler, og kommunen skal derfor til at overgå til elbiler. På baggrund af ovenstående samt et klart politisk ønske om overgang til elbiler, har Administrationen valgt at accelerer indkøb af elbiler.     

Administrationen har på tværs af flere relevante fagområder arbejdet sammen for at finde den bedste løsning for overgang fra fossilbiler til elbiler samt udpeget de udfordringer, som kommer i forbindelse med denne overgang.

I forbindelse med at kommunen overgår til elbiler, er det nødvendigt at opsætte ladestandere til ladning af disse. Ladestanderne skal i den forbindelse opsættes på de lokationer, hvor elbilerne holder parkeret i længere perioder for at forstyrre driften mindst muligt, så medarbejdere ikke skal bruge arbejdstid på opladning af biler ved offentlige lynladere. 

Administrationen har gennemgået alle placeringer af kommunes personbiler for at prioritere rækkefølgen for udskiftning af fossile biler til elbiler. Rækkefølgen er prioriteret ud fra, at det er muligt at få adgang til det nødvendige strøm fra Elnetselskabet N1 til ladestanderne. 

Forventet plan for opsætning af ladestandere samt overgang til elbiler fremgår i bilag 1.

Der skal samlet opsættes cirka 110 ladestandere over de næste 5 til 7 år. hvor Administrationen forventer at udskifte cirka 20 biler om året.

De første 20 elbiler bliver leveret i 4. kvartal i 2025. Dette betyder, at den nødvendige lade-infrastruktur skal etableres i efteråret 2025, og her indstiller Administrationen at udgiften for indeværende år afholdes af Klimapuljen. De øvrige etaper bliver fremlagt som budgetalternativer til budgetforhandlingerne.

Park og Vej vil stå for alt gravearbejdet og der vil blive udbudt køb, installation samt serviceaftale på ladestanderne. Dette er besluttet for at få den meste smidige proces for etablering af ladestanderne.

Administrationen har undersøgt, om der er eksterne pulje og/eller midler, som kan understøtte kommunens grønne omstilling til elbiler med medfinansiering. Dette har ikke vist sig muligt.

Det vurderes, at det totaløkonomisk er bedst, at indkøbe strøm til ladestanderne via kommunes eksisterende indkøbsaftale på strøm. Dette forventes at medføre, at etableringsomkostningerne på ladestanderne bliver højere end de offentlige tilgængelig ladestandere, som kommunen har budt ud. Dette skyldes, at ladestanderoperatørerne ikke kan etablere ladestanderne billigere for at tjene på den strøm, som de i så fald sælger til kommunen. Det forventes ikke, at kommunens indkøb af strøm til elbilerne via en ladeoperatør vil kunne opveje anlægsomkostningerne. Yderligere har Administrationen været i dialog med flere kommuner, som har benyttet samme model, og køber strøm til elbilerne via egen indkøbsaftale.

De valg og overvejelse, som arbejdsgruppen har gjort i forhold til valg af ladeløsning fremgår i bilag 2.

Der er tre lokaliteter, hvor det aktuelt ikke er muligt at etablere ladestandere på grund af manglende parkeringspladser. Dette er:

  • Plejecenter, Solvang, Solkrogen 8, 9600 Aars
  • Familiehuset, Hvalpsundvej 14, 9600 Aars
  • Plejecenter Bøgely, Blindebomsgade 5, 9670 Løgstør 

På lokaliteterne er der begrænset parkering i dag, som til daglig bliver løst ved, at biler kan holde på andre parkeringspladser eller gennem dobbelt udnyttelse af parkeringspladsen. Dette vil ikke være muligt fremadrettet ved overgangen til elbiler og opsætning af ladestandere. Ladestandere vil “låse” en parkeringsplads til kun at må benyttes af kommunens elbiler, hvilket betyder, at gæster og brugere af bygningerne skal parkere længere væk eller langs offentlige veje, hvor de vil være til gene for den øvrige trafik. Derfor skal der på disse lokaliteter etableres yderligere parkeringspladser inden der kan opsættes ladestandere.

Der er væsentlig forskel på at køre i en elbil kontra en fossilbil. Dette er især i forhold til acceleration og opbremsning. Mange medarbejdere er ikke nødvendigvis vant til at køre og oplade elbil. Erfaringen fra andre kommuner er på den baggrund, at der kommer flere skader på elbilerne og at der er større slid på især dæk i forbindelse med overgang til elbiler. Dette skyldes forskelle i måden, som man køre elbil kontra fossilbil. For at forebygge skader på bilerne, og for at give medarbejderne tryghed i at køre elbil, indstiller Administrationen, at der afsættes midler til et teknisk kørekursus og til vejledning af medarbejdere, der til daglig skal køre i elbilerne som en del af deres arbejde.

Forventet konsekvens
For at nå målet i kommunens “Udviklingsplan for grøn omstilling” om transportsektoren i Vesthimmerlands Kommune skal være 100 procent CO2-neutral i 2030, er det nødvendig at kommunen igangsætter opsætning af ladestandere for at kommunes bilflåde kan overgå fra fossile biler til elbiler.

Organisering og kommunikation
Arbejdet med overgang fra fossilbiler til elbiler samt etablering af ladestandere er organiseret som et tværgående projekt i Administrationen. 

Der er nedsat en arbejdsgruppe med medarbejdere fra Kommunikation og Projekter, Budget og Regnskab, Indkøb, Pleje- og Seniorservice, Hjemme- og Sygepleje Aalestrup, Plejecenter Højgården, Park og Vej samt Trafik og Grønne Områder.

Lovgrundlag: Ingen relevant lovgivning.

Økonomi
Til etablering af de første ladestandere til 20 elbiler i 2025 forventes det en samlet anlægsomkostning på 1.450.000 kr.

Uddybende anlægsoverslag fremgår som følger:

YdelsePris
Tilslutningsbidrag til Elnetselskabet N1600.000 kr.
Gravearbejde75.000 kr.
Installation af ladestandere inkl. ladestander690.000 kr.
Uddannelse af medarbejdere85.000 kr.
I alt1.450.000 kr.

Beløbet i indeværende år indstilles til at blive dækket af kommunens Klimapulje, hvorefter det i de øvrige budgetår indgår i budgetforhandlingerne.

Det arbejdes på, at drift og vedligeholdelse af kommunens ladestandere indgår i prisen for leasing af bilerne af Park og Vej, hvor bilparken allerede styres central. Dette vil sikre en ensartet og forudsigelig omkostningsstruktur samt gøre det lettere at budgettere de løbende udgifter for afdelingerne.

Ved at integrere drift og vedligeholdelse i leasingaftalen kan kommunen undgå separate driftsaftaler og administrative ressourcer knyttet til den tekniske vedligeholdelse af ladeinfrastrukturen. Dette vil samtidig sikre, at ladestanderne altid er funktionsdygtige og opdaterede i forhold til den teknologiske udvikling.

Procesplan
Ladestanderne vil blive etableret i løbet af tredje og fjerde kvartal 2025, således at ladeinfrastrukturen er klar, når de første elbiler bliver leveret i 4. kvartal 2025. 

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget med anbefaling fra Klimaudvalget.

Indstilling: at der prioriteres og frigives 1.450.000 kr. af Klimapuljen til etablering af ladestandere for de første 20 biler, som skiftes til elbiler i 2025.

Beslutning fra Klimaudvalget, den 17. juni 2025, punkt 20

Fraværende: Jimmy Støttrup Jensen og Henrik Dalgaard.

Et flertal i udvalget besluttede at udskyde beslutningen til næstkommende møde.

Beslutning fra Klimaudvalget (§17 stk. 4 udvalg), den 19. august 2025, punkt 27
Fraværende: Ingen.

Klimaudvalget anbefaler til Økonomiudvalget, at der bevilliges 1,0 mio. kr. af Klimapuljens driftsbudget til etablering af ladestandere for de første 20 biler, som skiftes til elbiler i 2025.

Anbefalingen bunder i, at Klimaudvalget har øvrige initiativer og projekter, som ønskes igangsat i indeværende år.

Beslutning i Økonomiudvalget, den 27. august 2025, punkt 281:

Fraværende: Ingen

Klimaudvalgets anbefaling godkendt med bemærkning om, at de resterende 450.000 kr. finansieres af den afsatte bufferpulje i 2025. Bevillingen frigives, når resultatet af licitationen kendes.

Supplerende sagsfremstilling

Ladestandere har været i licitation og arbejdet er påbegyndt, dette har medført ændringer i forhold til anlægsomkostningerne og på den baggrund anmoder Administrationen om, at et nyt restbeløbet på 350.000 kr. frigives.

Ændringerne i anlægsomkostningerne kan ses i nedenstående skema:

Beløbet på 350.000 kr., som skal finansieres af bufferpuljen, skal frigives af Byrådet.

Sagen afgøres i Byrådet via Økonomiudvalget.

Administrationen indstiller

  • at 350.000 kr. finansieres af bufferpuljen i 2025, og
  • at rådighedsbeløbet frigives samtidigt.

Bilag
Bilag 1 – Forventet plan for opsætning af ladestandere samt overgang til elbiler
Bilag 2 – Notat vedr. valg af ladeløsning

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler