Melsen Fonden sikrer bevaring af kongelig kulturskat i Vesterbølle
I den kulturhistoriske landsby Vesterbølle kan foreningen Levende Landsbykultur glæde sig over en flot donation fra nordjyske Melsen Fonden. Donationen har gjort det muligt at renovere en kongelig landauer fra 1896, som nu skal være med til at styrke formidlingen af dansk kulturarv og give de besøgende en endnu mere autentisk oplevelse af livet på landet i gamle dage.
I Vesthimmerland ligger Vesterbølle, der er udpeget som en kulturhistorisk bevaringsværdig landsby. Her kan man som besøgende blandt andet træde tilbage i tiden og opleve livet, som det var i 1800-tallet. Bag landsbyens mange kulturhistoriske arrangementer står foreningen Levende Landsbykultur, som arbejder for at bevare og formidle områdets historie.
Foreningen har fået foræret dronning Louise og kong Frederik VIII’s landauer fra 1896. Vognen trængte dog til en kærlig hånd, før den kunne indgå som en del af foreningens udstilling og arrangementer, hvor den skal bruges til hestevognsture for de besøgende – det er et projekt, som nordjyske Melsen Fonden har støttet op om med en donation på 200.000 kroner.
– Donationen har haft stor betydning for vores forening og landsby. Takket være støtten har vi kunnet restaurere den historiske landauer, som vi har fået foræret. Ud over at være en attraktion, der kan tiltrække flere besøgende til Vesterbølle og Vesthimmerland, er vognen også en vigtig kulturskat, som vi ønsker at bevare, fortæller Hanne Kudahl, der er kasserer i foreningen.
Landaueren har været gennem hænderne på både en erfaren vognmager og en dygtig møbelpolstrer, som har udført restaureringen med respekt for de oprindelige håndværkstraditioner og materialer. Hos Melsen Fonden glæder man sig over at have været med til at gøre denne restaurering mulig.
– Vi er glade for at kunne bidrage til et projekt som dette, der bevarer den danske kulturarv. Vesterbølle er en unik mulighed for at få indblik i en anden tid, end den vi lever i nu, og den restaurerede landauer bidrager til at gøre oplevelsen endnu mere levende. Det skaber værdi for landsbyen, de besøgende og Vesthimmerland som helhed, fortæller Kurt Møller, der er medlem af Melsen Fondens bestyrelse.
Vognen er indviet og står nu klar til den første weekend i august, hvor arrangementet Levende Landsby afholdes. Her kan besøgende opleve historiske bygninger, den gamle købmandsbutik, traditionelle håndværk og landbrugsredskaber – og nu også den kongelige landauer fra 1896.






