Vejret ovenpå nattens sne– og blæsevejr i Himmerland – Hvordan er det hos dig?
Sneplovene i Himmerland har haft travlt igennem natten og har stadig travlt ovenpå nattens sne– og blæsevejr. Snevejr, masser af blæst og deraf følgende fygning har ramt hele Nordjylland. Og det forventes at fortsætte til hen på eftermiddagen lørdag.
Meteorolog Martin Lindberg ved DMI giver lørdag den 10. februar kl. 06.45 følgende overblik over vejrsituationen:
Vintervejr afløses af mildere vejr sydfra
En front fra Thyborøn til lige nord for Sjælland bevæger sig langsomt mod nord og bringer mildere vejr op over landet fra syd og afløser sne og slud, med dis, regn og finregn af og til. For nordligste Jylland bliver det dog en lidt mere langsommelig affære, da den vinterlige nedbør vil fortsætte en stor del af lørdagen.
Da det samtidig blæser op til en hård vind med vindstød af kulingstyrke og temperaturen i Nordjylland frem til i eftermiddag vil ligge lige under frysepunktet, kan der her også forekomme snefygning.
Det meste af landet (syd for fronten) er lørdag morgen kommet ind i en mildere luftmasse, bortset fra Thy, Himmerland og Vendsyssel. Her må man indstille sig på at sne og slud først slipper sit greb fra middagstid og ud på eftermiddagen. Der ventes i Nordjylland frem til formiddagen at have faldet mellem 5 og 10 cm, i Thy, Himmerland og Vendsyssel dog lokalt op til 15 cm. Vi forventer dog at fygningen skulle være overstået i løbet af formiddag hvor temperaturen er på vej op over frysepunktet de fleste steder.
Ellers får resten af landet tidvis lidt regn eller finregn og med temperaturer op mellem 1 og 3 graders varme, og den sne der er faldet vil nok være smeltet godt væk eller været blevet til en våd gang snesjap de fleste steder.
Forhøjet vandstand ved Østersøen
Den kraftige østenvind har også givet anledning til forhøjet vandstand i Østersøen, fra Aflandshage på Sydamager til Gedser samt Sydfyn og Lillebælt, med vandstanden toppede i går aftes og er på vej ned de fleste steder.
Trafikanter bør være opmærksomme …
I overgangen til det mildere vejr, skal man være opmærksom på at der kan være lokal risiko for isglatte veje de steder hvor vejbanetemperaturen er lige under nul grader.
Fortsat meget vand i åer og vandløb
Selvom mængden af nedbør ikke bliver så store de kommende dage, er jorden så mættet af vand, at det alligevel kan give fornyede problemer i udsatte områder. Det kan være områder langs vandløb og søer, men også lavninger hvor vandet har samlet sig.
Kilde: dmi.dk