Frem eller tilbage? I nat går vi over til sommertid – husk at stille uret rigtigt
Så er det igen blevet den tid på året – nu skifter vi fra vintertid til sommertid, og det betyder, at uret skal stilles. Men er det én time frem eller tilbage?
Overgangen til sommertid sker hvert år den sidste søndag i marts, og i år er det altså netop i nat, det gælder.
Den klassiske huskeregel er heldigvis nem: Når havemøblerne kommer frem om foråret, så skal uret også stilles frem. Og når efteråret rammer, og havemøblerne ryger tilbage i skuret, så stiller man uret tilbage igen.
Så natten mellem lørdag og søndag klokken 02.00 skal du huske at stille uret én time frem til klokken 03.00. Her går vi nemlig officielt over til sommertid.
Søndag morgen betyder det, at det måske føles lidt hårdere at komme ud af sengen – vi mister nemlig en times søvn. Til gengæld bliver dagene lysere, og aftenerne længere, så der er mere tid til at nyde foråret og de lyse timer.
Kort sagt: Husk at stille uret én time frem – og måske også finde havemøblerne frem.




