ForsideMariagerfjordSexualisterne Mariagerfjord rykker ud i uge 6

Sexualisterne Mariagerfjord rykker ud i uge 6

Sexualisterne Mariagerfjord rykker ud i uge 6

Sexualisterne er et landsdækkende seksualundervisningskoncept, der findes i mange af landets kommuner, hvor unge besøger andre unge i blandt andet ungdomsklubber, skoleklasser og på ungdomsuddannelser. Formålet er at skabe en dialogbaseret undervisning i øjenhøjde, og den lokale gruppe under Mariagerfjord Ungdomsskole har netop nu særligt travlt. Det skyldes den landsdækkende uge 6, hvor mange skoler vælger at sætte ekstra fokus på seksualundervisning.

I uge 6 deltager Sexualisterne Mariagerfjord blandt andet i en fælles temadag på Arden Skole og Assens Skole i samarbejde med kommunens biblioteker og kulturskole. Her er fokus rettet mod den store overgang fra barn til voksen og de vanskelige følelser og problematikker, der kan opstå i den proces. Gennem en kombination af litteratur, drama og Sexualisternes dialogbaserede metoder skabes der plads til refleksion over ungdomslivets forandringer.

Mere end blot prævention 
Seksualundervisning er i dag meget mere end biologisk viden om prævention og sexsygdomme. De mere bløde emner som følelser, grænser, samtykke og mangfoldighed anses for at være mindst lige så vigtige. Det er i særlig grad disse emner, som har gavn af at blive udfoldet i et trygt rum uden lærere til stede. Her får de unge deltagere sammen med Sexualisterne mulighed for at dele deres tanker, stille anonyme spørgsmål og udfordre hinandens holdninger frit og i deres eget sprog. Her er intet tabubelagt.

I løbet af året foregår hovedparten af Sexualisternes oplæg som en del af ”Sund Sex”-konceptet i samarbejde med Mariagerfjord Kommunes sundhedsplejersker. Modellen består typisk af én times undervisning ved en sundhedsplejerske, hvor særligt de medicinske fakta om prævention og sygdomme gennemgås, efterfulgt af to timers workshop med Sexualisterne, hvor der stort set udelukkende er fokus på de bløde emner og ikke de hårde facts. 

Eksperter i at være unge 
Sexualisterne er unge mellem 15 og 25 år. Selvom de gennemgår grundig oplæring internt og deltager i årlige landsdækkende kurser for at sikre en fagligt velfunderet viden, ser de ikke sig selv primært som eksperter i sex. De er derimod eksperter i at være unge.

Som rollemodeller formår de at møde deltagerne dér, hvor de er. De bruger interaktive øvelser som ”enig/uenig”-lege, brainstorms om hvorfor man har sex, og cases om emner som nøgenbilleder og slut-shaming for at gøre undervisningen levende og vedkommende.

Personlig udvikling og fællesskab 
For de unge, der vælger at blive Sexualister, handler arbejdet om mere end blot undervisning. Det er en platform for personlig udvikling, hvor de lærer at formidle svære budskaber og tage ansvar. Gruppen mødes cirka en gang om måneden til socialt samvær og faglig sparring, hvilket skaber et stærkt fællesskab.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler