Husker du? Elever skabte smil og glæde på plejecenter
I marts fik elever fra 7. årgang mulighed for at prøve kræfter med social- og sundhedsfagene. På Plejecenter Fjordvang i Mariager blev teori omsat til praksis, og mødet mellem elever og beboere skabte både smil, gode samtaler og hyggelige stunder.
HUSKER DU? På Himmerlandsposten.dk ser vi denne sommer tilbage på nogle af de gode historier fra Himmerland og omegn i årets første måneder.
I marts deltog elever fra blandt andet Mariager Skole i en mini-praktik med fokus på social- og sundhedsfagene.
Formålet med forløbet var at give eleverne et realistisk indblik i arbejdet i ældreplejen og samtidig være med til at nedbryde eventuelle fordomme om området.
Fra undervisning til praksis
Mini-praktikken begyndte med undervisning på SOSU Nord. Her arbejdede eleverne blandt andet med kroppens udvikling, etik i arbejdet med mennesker og de hjælpemidler, der anvendes i ældreplejen.
Eleverne fik blandt andet demonstreret, hvordan en lift kan bruges til at hjælpe ældre borgere sikkert i hverdagen.
Mariagerfjord Kommunes erhvervsplaymaker Nicholas Krobath Olesen, som var med til at arrangere mini-praktikken, fremhævede, at forløbet gav eleverne mulighed for tidligt at prøve kræfter med social- og sundhedsfagene.
– Det er fag, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund, og derfor er det vigtigt, at de unge får mulighed for at opleve, hvor meningsfuldt arbejdet er, sagde Nicholas Krobath Olesen.
Han pegede samtidig på, at mini-praktikken kunne være en god forberedelse til elevernes erhvervspraktik i 8. klasse.
Gode møder på tværs af generationer
Dagen efter undervisningen gik turen til Plejecenter Fjordvang i Mariager. Her mødte eleverne både medarbejdere og beboere og fik mulighed for at opleve hverdagen på et plejecenter.
De unge deltog i forskellige aktiviteter og hjalp blandt andet med gymnastik, lettere plejeopgaver og hyggeligt samvær. Besøget gav anledning til gode samtaler og nærvær på tværs af generationerne.
Plejecenterleder Charlotte Pil glædede sig over elevernes nysgerrighed og engagement.
– Det er virkelig dejligt at få besøg af unge mennesker, der er nysgerrige og engagerede. De bringer en skøn energi ind i huset, og vores beboere nyder mødet med dem, fortalte hun.
Hun håbede samtidig, at besøget kunne inspirere nogle af eleverne til senere at vælge en uddannelse inden for social- og sundhedsområdet.
Ud over Mariager Skole deltog elever fra Havbakkeskolen og Assens Skole i SOSU-forløbet.
Mini-praktikken var en del af Mariagerfjord Kommunes indsats ”Samspil med Succes”, hvor skoler, virksomheder og uddannelsesinstitutioner samarbejder om at give eleverne kendskab til forskellige job og uddannelsesveje.





