Ny folketingskandidat går en anden vej: Inviterer vælgerne til bordtennis i Hobro
For en ny folketingskandidat kan det være svært at trænge igennem i en valgkamp, hvor det ofte er de mest kendte navne, der får taletid og opmærksomhed i medierne.
Derfor forsøger Venstres folketingskandidat Mikkel Bisgaard nu at gå en anden vej for at komme i kontakt med vælgerne. I stedet for kun at satse på traditionelle kampagnegreb inviterer han til arrangementet “Kom og tæv din folketingskandidat… i bordtennis” i Hobro Idrætscenter.
Initiativet kommer i kølvandet på en debat, Mikkel selv har sat gang i på Facebook, hvor han spurgte, om valgplakater er “Hot” eller “Not”. I skrivende stund har opslaget fået 280 reaktioner, hvoraf 266 er på “Not”. Mange har desuden kommenteret, at valgplakater ikke har betydning for, hvor de sætter deres kryds på valgdagen.
For Mikkel er det et tegn på, at der er brug for andre måder at møde vælgerne på.
“Når man er ny kandidat, må man også erkende, at man ikke automatisk får den samme opmærksomhed som de mere kendte navne. Det er ofte dem, medierne ringer til, og dem vælgerne allerede kender. Derfor er man nødt til at tænke anderledes, hvis man vil ud og møde folk og gøre sig fortjent til deres opmærksomhed,” siger Mikkel Bisgaard.
Med bordtennis-arrangementet ønsker han at skabe en mere uformel ramme for samtaler om både politik og lokale spørgsmål.
“Jeg tror på, at man kommer længere med nærvær og ægte møder end med endnu en plakat i en lygtepæl. Hvis folk har lyst til at kigge forbi, tage en snak og måske give mig et nederlag i bordtennis, så er det en langt bedre måde at komme i kontakt på,” siger han.
Arrangementet er åbent for alle, og tanken er både at skabe opmærksomhed om kandidaturet og gøre politik mere tilgængelig for folk, der normalt ikke opsøger traditionelle vælgermøder.
“Jeg håber, det kan være med til at vise, at politik også kan foregå i øjenhøjde. Ikke alt behøver være talerstole, debatformater og valgplakater. Nogle gange starter en god politisk samtale bedst over noget så simpelt som et bordtennisbord,” siger Mikkel Bisgaard.
Arrangement: Kom og tæv din folketingskandidat… i bordtennis
Sted: Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, 9500 Hobro
Dato og tidspunkt: Tirsdag d. 17. Marts kl. 17-18




