ForsideRebildTrivselstopmøde i Skørping: Elever satte ord på hverdagen i skolen

Trivselstopmøde i Skørping: Elever satte ord på hverdagen i skolen

Trivselstopmøde i Skørping: Elever satte ord på hverdagen i skolen

“Trivsel er noget, vi mærker – hver eneste dag.”

Sådan lød det fra Lucas Langkjær Damtoft, formand for fælleselevrådet i Rebild Kommune, da han bød velkommen til et stort trivselstopmøde på KulturStationen Skørping.

Omkring 60 elever fra kommunens folkeskoler var samlet for at sætte fokus på et af de vigtigste emner i deres hverdag: trivsel.

“Trivsel handler ikke om at have det perfekt. Det handler om at have det godt nok – om at føle sig tryg, set og accepteret,” sagde Lucas i sin åbningstale.

Og netop den forståelse dannede rammen for dagen, hvor eleverne arbejdede med temaer som fællesskab, medbestemmelse og undervisningsmiljø. Gennem dialog og gruppearbejde delte de erfaringer, satte ord på udfordringer – og kom med konkrete bud på, hvordan skoledagen kan blive endnu bedre.

Flere grupper valgte selv deres fokusområder. Viktoria fra 6. klasse samt Noah og Mikkel fra 7. klasse fra Suldrup Skole arbejdede med respekt som tema.

“Det er både supervigtigt med respekt for dem, der er anderledes, og med respekt for læreren, hvis vi skal have en god skoledag,” lød det fra eleverne.

Også Asta Marie og Nethe fra 8. klasse samt Elias fra 9. klasse fra Terndrup Skole havde fokus på respekt og den gode tone.

“Vi knokler med det hver eneste dag – og vi vil gerne hjælpe hinanden med at blive endnu bedre,” sagde de.

Trivselstopmødet blev faciliteret af Danske Skoleelever og sluttede med, at elevrådene mødtes med deres skoleledere. Her blev der lavet konkrete aftaler om, hvordan arbejdet med trivsel skal føres videre ude på de enkelte skoler.

Målet er klart: Trivsel skal ikke kun være noget, der tales om – det skal mærkes i hverdagen.

Asta Marie, Elias og Nethe fra Terndrup Skole. Foto: Rebild Kommune
Mikkel, Noah og Viktoria fra Suldrup Skole. Foto: Rebild Kommune
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler