Store forskelle i erhvervsvenligheden i Himmerland: Mariagerfjord i top – Rebild og Vesthimmerland i midten
En ny landsdækkende analyse fra SMVdanmark viser, at der er markante forskelle på, hvor nemt det er at drive virksomhed i de tre himmerlandske kommuner.
Mariagerfjord klarer sig flot og er blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i hele landet, mens både Rebild og Vesthimmerland ligger mere midt i feltet.
Analysen bygger på svar fra 2.244 små og mellemstore virksomheder fordelt på 79 kommuner og vurderer erhvervsklimaet på en skala fra 0 til 100. Struer topper listen med Ikast-Brande, Mariagerfjord og Billund lige efter, mens Gribskov, Rudersdal og Jammerbugt ligger i bunden.
– ”Kommunerne spiller en helt afgørende rolle for, om det er nemt eller besværligt at drive virksomhed lokalt. Vores analyse viser, at selv meget sammenlignelige kommuner kan skabe vidt forskellige rammevilkår for erhvervslivet. Det handler i høj grad om politisk vilje og kommunal organisering,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Mariagerfjord trækker Himmerland op
Mariagerfjord fremhæves især for en aktiv erhvervspolitik, korte sagsbehandlingstider og tæt dialog med virksomhederne. Kommunen bliver nævnt som et forbillede, andre kommuner kan lære af.
Rebild og Vesthimmerland ligger ikke i bund, men heller ikke blandt de mest erhvervsvenlige. Her peger virksomhederne især på, at rammevilkårene kan forbedres, når det gælder skatter, afgifter og kommunale udbud.
Arbejdskraft er den største udfordring
På tværs af Himmerland og resten af Danmark peger virksomhederne på manglen på faglært arbejdskraft som den største udfordring. Mange unge flytter til de større byer for at tage uddannelse, og det gør det vanskeligt for virksomheder i både Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord at skaffe de medarbejdere, de har brug for.
– ”Det er et klart signal til kommunerne om, at de skal prioritere at få flere unge gennem en erhvervsuddannelse, styrke beskæftigelsesindsatsen og åbne kommunale opgaver for mindre virksomheder. Det er i høj grad SMV’erne, der skaber vækst og arbejdspladser lokalt,” siger Jakob Brandt.
Fakta fra analysen
- Struer er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune med en score på 47,6.
- Ikast-Brande, Mariagerfjord og Billund følger tæt efter i toppen.
- Gribskov, Rudersdal og Jammerbugt ligger i bunden.
- København ligger som nr. 7. sidst med en score på blot 33,0.
- Analysen bygger på 2.244 svar fra SMV’er i hele landet.





