Sneen har givet Løgstørs figurer nyt udseende, men de lader sig ikke slå ud
Om de figurer, som De Frivillige har opstillet i Løgstør, er helt naturtro, er nok noget, der kan sættes spørgsmålstegn ved.
På Kunstnertorvet står de to fiskere trofast ved deres bod med salg af sild. Sildene er dækket af sne og det er fiskerne næsten også. Kort derfra står de aktive damer, som er på indkøb i Løgstør. Også de er forfrosne og dækket af et godt lag sne.
Ser man det hyggelige vinterbillede fra den positive side, så kan man konkludere, at de ikke løber fra deres job grundet en gang sne og kulde. Fiskerne holder gang i deres bod og damerne drager videre på indkøb hos byens forretninger.
Sneen er med til at give figurerne et nyt liv/udseende, som på en sjov måde giver stof til eftertanke. Mens mange snakker om snefygning, aflysninger, hvordan man klarer frostgraderne, så tager figurerne det helt roligt. ”Kommer tid, kommer råd”.
Figurerne, som er opstillet forskellige steder i Løgstør, er en kunstudstilling lavet i forbindelse med Løgstørs 125-års jubilæum som Købstad. De kreative sjæle bag er gruppen af Frivillige Kvinder, som har lavet figurerne af genbrugsmaterialer.






