ForsideRebildFremtid for Skørping Sanatorium

Fremtid for Skørping Sanatorium

Fremtid for Skørping Sanatorium

Når Plan-, Klima- og Miljøudvalget i Rebild Kommune holder møde den 3. februar 2026, skal udvalget bl.a. behandle en beslutningssag: Planlægning for Skørping Sanatorium

Sagsgang: Plan-, Klima- og Miljøudvalget

Udvalget har tidligere taget stilling til, at ansøgning om planlægning for Skørping Sanatorium skal afvente proces for udlæg af nye arealer til byudvikling. Processen for arealudlæg er udskudt i forhold til den oprindelige plan. Forvaltningen har kendskab til gentagende hærværk og indbrud på ejendommen og vurderer det hensigtsmæssigt at få bekræftet beslutningen.

Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Plan-, Klima- og Miljøudvalget  

  • beslutter, om ansøgningen om nyt plangrundlag for Skørping Sanatorium skal afvente kommuneplantillægget om nye arealudlæg, før lokalplanen prioriteres.

Sagsfremstilling
Rebild Kommune har den 1. maj 2024 modtaget en ansøgning om ny planlægning for Skørping Sanatorium på Himmerlandsvej 32-48, 9520 Skørping bestående af ejendommen matr.nr. 1ze, Teglgård, Skørping. Se oversigtskort jf. bilag 1. Ejendommen ligger i landzone, og skal derfor overføres til byzone ved ny planlægning. Det kræver udlæg af boligareal i kommuneplanen.

Ansøgningen omfatter ændret anvendelse til boliger og liberale erhverv i de eksisterende bygninger og den offentlige park. Ansøger har siden ansøgningstidspunktet frafaldet ønsket om anvendelse til skole og daginstitution, hvorfor det udgår af det ansøgte projekt. Se oprindelig ansøgning jf. bilag 2.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 5. november 2024, punkt 145, at afvente kommuneplanrevisionen og en samlet stillingtagen til udlægning af arealer til nye boligområder, før der tages stilling til den fremtidige anvendelse på ejendommen. Forvaltningen indstillede, at udvalget skulle godkende ansøgning om planlægning for boliger og liberalt erhverv, så den kan ligge til grund for et ændret plangrundlag, og at kvalificering af projektet prioriteres i overensstemmelse med prioriteringskriterierne besluttet af Teknik- og Miljøudvalget den 16. august 2023, punkt 124.

Processen for udlæg af nye arealer til byudvikling skulle oprindeligt indgå i revisionen af Kommuneplan 2025, men er blevet udskudt og vil i stedet blive udarbejdet som kommuneplantillæg. Forvaltningen forventer at opstarte processen i 1. halvår 2026. Det betyder, at den politiske beslutning om, hvorvidt denne ansøgning om et nyt plangrundlag kan prioriteres til udarbejdelse, udskydes yderligere.

Henvendelser fra grundejer og lokale interessenter

Forvaltningen er senest den 11. december 2025 blevet kontaktet af grundejer og ansøger, som meddeler at bebyggelsen gentagende gange er udsat for hærværk og indbrud, hvor personer uden tilhørsforhold tager ophold og overnatter i bebyggelsen.

Private borgere, Lokalrådet Skørping-Rebild og borgerforeningen har ligeledes påpeget bebyggelsens stand og tiltagende hærværk. Lokalrådet og borgerforeningen har den 11. november 2024 ytret ønske om at rejse en fredningssag. Forvaltningen vurderer, at en bygningsfredning ikke vil løse problematikken med den funktionstømte bebyggelse, men forstår henvendelsen som et udtryk for at ville beskytte bebyggelsen.      

Forvaltningen kan med udgangspunkt i henvendelserne konstatere, at der er en tydelig interesse i at beskytte og udvikle området, og at det har konsekvenser for bebyggelsens tilstand og området som helhed, når bebyggelsen står ubenyttet hen.

Værdifuld kulturarv

Den netop vedtagne Kommuneplan 2025 beskriver, at bevaringsværdige bygninger skal bevares og beskyttes gennem formidling, planlægning og administration. Kulturmiljøer kan ændre anvendelse, hvis ikke ændringen forringer kvaliteten af de kulturhistoriske værdier.

Ansøgningen vedrører et særligt sted, som kræver særlig bevågenhed. Hospitalsbygningerne, liggehallen, funktionærboligerne og parkanlægget, der omgives af Rold Skov, udgør som helhed et kulturmiljø, som bidrager med bl.a. kulturhistorisk og arkitektonisk værdi lokalt til Skørping by og kommunen i bred forstand. Se bilag 3 for registrering udarbejdet af Arkitektskolen Aarhus, hvor Sanatoriet udpeges som særligt værdifuldt kulturmiljø i Rebild Kommune.

Bygningerne er udpeget bevaringsværdige med kategori 1-3 i Kommuneplan 2025, som er høj bevaringsværdi. Bygninger med høj bevaringsværdi udpeges, fordi de er lokalt fremtrædende eksempler indenfor deres slags, eller bygninger, der i kraft af deres placering er umistelige for en helhed.

Bæredygtighed

Projektet taler ind i en mere bæredygtig byudvikling og bedre udnyttelse af arealer ved at anvende eksisterende og velfungerende bygningsmasse.

Politisk råderum

Hvis udvalget beslutter, at behandlingen af ansøgningen fortsat skal afvente udlæg af nye arealer til byudvikling, gør forvaltningen opmærksom på, at der vil være risiko for yderligere hærværk og forfald, fordi perioden, hvor området er inaktivt, forlænges. 

Hvis udvalget beslutter, at kvalificering af ansøgningen kan igangsættes uafhængigt af kommuneplantillægget om udlæg af nye arealer til byudvikling, vil ansøgningen blive prioriteret i overensstemmelse med de politisk besluttede prioriteringskriterier. Hvis den skal fremrykkes, skal en anden lokalplan nedprioriteres.

Status på lokalplanlisten forelægges i foråret 2026. Lokalplanen kan kun indgå i prioriteringen i 2026, hvis den tidligere beslutning ændres, og ansøgningen godkendes.

Hvis ansøgningen ikke godkendes, kan planlægningen først komme i betragtning efter kommuneplantillægget om nye arealudlæg er afsluttet, hvilket forventes medio 2027. Det betyder, at lokalplanen tidligst kan indgå i puljen for lokalplaner i 2027.

En godkendelse af ansøgningen betyder ikke, at planlægningen kan igangsættes med det samme, men den giver grundejer klarhed om, at lokalplanen kan prioriteres fremadrettet.

Økonomi
Lokalplanlægningen vil ikke medføre yderligere udgifter for Rebild Kommune, idet ansøger skal levere de nødvendige forundersøgelser ifm. kvalificeringen af planen.

Hvis det i en trafikal undersøgelse viser sig, at der er behov for en udbygning af Himmerlandsvej for at kunne realisere det planlagte i lokalplanen, vil det være en kommunal opgave at foretage de nødvendige investeringer, da Himmerlandsvej er en kommunal vej.

Ændring af anvendelsen muliggør etablering af ca. 30-35 nye boliger i området. Omdannelse til boliger indgår ikke i befolkningsprognosen, men med de nuværende godkendte beslutninger vurderer forvaltningen, at det øgede antal boliger ikke medfører kapacitetsproblemer på og skole og dagtilbud.

Bilag
Bilag 1 – Oversigtskort
Bilag 2 – Ansøgning
Bilag 3 – Uddrag af Screening af Kulturmiljøer – Rebild Kommune

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler