Sallings fælles hjertebarn – forsamlingshuset – er alles mødested, men trænger til nyt gulv
Salling Forsamlingshus er blevet byens samlingssted. Stedet hvor der foregår mange ting. Hvor mange af byens og omegnens beboere elsker at komme og være sammen med andre. Det glæder forsamlingshusets formand Erik Christensen, som finder det værende en perle for lokalsamfundet.
-Beboerne elsker at komme her. Her er der plads til at dyrke de interesser, folk har. Ikke bare med sig selv, men sammen med ligesindede. Vi er mødestedet for Borgerforeningen, motions-klub+60, strikkeklubben. Der laves grill aftener om sommeren og fællesspisning i vinterperioderne. Lige nu har vi ikke mindre end 26 udlejninger til forskellige former for arrangementer. Det ud over vores egne aktiviteter, fortæller Erik Christensen, Salling Forsamlingshus.
-Den store aktivitet i forsamlingshuset er med til at skabe et godt fællesskab i Salling og opland. Alle kender hinanden og er vågne over for, om andre har det godt. Er man i tvivl, så ringer man på og spørger, om alt er OK. Det giver tryghed og er med til at folk føler sig motiveret til at deltage i fællesskabet, siger en overbevist formand Erik Christensen.
Den ihærdige brug af Sallings Forsamlingshus betyder også slitage. Her hjælper vi hinanden med at få foretaget renoveringer, så det er et godt og behageligt sted at være. Vi er kendt for at være det sted, hvor kor og musikere gerne vil være. Det fordi vi har en fantastisk akustik i salen, tilføjer Erik Christensen.
Han tilføjer, at man han en fantastisk opbakning fra firmaer i lokalsamfundet og Dagli’Brugsen. Erik Christensen peger stolt på en kollage, der hænger på væggen. Den refererer til, at da der trængte til nye vinduer i forsamlingshuset, så blev der taget kontakt til virksomheder og pengeinstitutter. De gav gerne et vindue hver, og så kunne vi med frivillig hjælp komme videre.
Erik Christensen oplyser, at gulvet nogle steder i forsamlingshuset trænger til at blive skiftet ud. Han er optimistisk over for, at det kommer til at ske inden for en overskuelig fremtid. Målet er at søge nogle fonde og få støtte til indkøb af gulvmaterialet. Målet er, at det er frivillige der vil brække gulvet op og lægge nyt. En renovering der forventes at koste omkring 350.000 kroner.






