Retten til at færdes langs kysten sikret i Mariager
Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord har fået fuldt medhold i sagen om offentlighedens ret til at færdes langs kysten ved Mariager Camping. Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 15. september ophævet Mariagerfjord Kommunes afgørelse fra 19. maj 2022, der ellers begrænsede adgangen til en passage bag kystsikringsanlægget ved campingpladsen.
Tilbage i 1996 fastslog Århus Amt, at offentligheden har ret til at gå langs kysten – også ved Mariager Camping. Derfor kom det bag på mange, da kommunen i 2022 ændrede kurs med en afgørelse, der nu er blevet underkendt på alle punkter.
Med nævnets afgørelse skal både lågen og skiltet med teksten ”Indgang kun for campingpladsens gæster” fjernes. Ifølge loven er det forbudt at opsætte skilte, der kan afskrække folk fra at benytte kysten, som for eksempel ”Privat strand”.
Formand for Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord, Peter Ulrich Toubøl, glæder sig over afgørelsen:
– Vi er meget tilfredse med, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har slået fast, at retten til at færdes langs kysten også gælder ved Mariager Camping. Kommunens tidligere argumenter var meget besynderlige og nu tilbagevist på alle punkter. Det er vigtigt for os, at naturen er tilgængelig for alle – og det er den nu igen her, siger han.
Naturfredningsforeningen forventer samtidig, at kommunen forbedrer nedstigningen fra arealet i den vestlige ende og retter kortet over Mariagers stisystem.
Mariager Camping har dog allerede taget højde for afgørelsen ved at etablere et stiareal langs kystsikringen med tydelig markering af, hvor campingpladsen begynder.
– Vi håber, at alle, der færdes på stedet, gør det med respekt og hensyn. For stien er jo også hovedvejen til Mariagers nye attraktion, den smukke badebro inspireret af Birgittinerordenen, understreger Peter Ulrich Toubøl.




