Rebild Kommune fastlægger administrationsgrundlag for Grøn Pulje
Når byrådet i Rebild Kommune holder møde den 28. august 2025 skal de bl.a. behandle en beslutningssag: Vedtagelse af administrationsgrundlag for grøn pulje
Forslag til administrationsgrundlag for grøn pulje. Administrationsgrundlaget fastlægger, hvordan Grøn Pulje midlerne skal administreres i Rebild Kommune. Der skal tages stilling til, om administrationsgrundlaget for grøn pulje skal vedtages.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler: At forslag til administrationsgrundlag for Grøn Pulje vedtages
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, den 12. august 2025, punkt 87:
Indstilles godkendt.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler at supplere administrationsgrundlaget med følgende bemærkning:
Nærhedskriteriet er en rettesnor for at kunne vægte hensynet til de mest berørte borgere og lokalområder, men det er ikke afgørende i sig selv. Ved prioriteringen af ansøgninger kan et projekt tæt på energianlægget afslås til fordel for et projekt længere væk, hvis dette bedre opfylder Grøn Puljes målsætninger.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at administrationsgrundlaget fremadrettet indgår i dialogen med udviklere om kommende energianlæg.
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 18. august 2025, punkt 146:
Indstilles til byrådets godkendelse med bemærkningen fra Teknik- og Miljøudvalget.
Jeppe Ugilt Hansen (UP) deltog ikke i behandlingen af sagen.
Sagsfremstilling
Grøn Pulje er en statslig ordning, der pålægger opstillere af vedvarende energianlæg at indbetale et beløb per opstillet megawatt til en kommunal Grøn Pulje. Grøn Pulje blev indført i 2020 og erstatter den tidligere grøn ordning. Midlerne i Grøn Pulje kan anvendes til projekter til gavn for naboer og lokalområdet til vedvarende energianlæg samt til øvrige borgere i kommunen. Reglerne for Grøn Pulje reguleres i lov om at fremme vedvarende energi og bekendtgørelsen for grøn pulje.
I henhold til lov om at fremme vedvarende energi, skal opstiller senest 14 hverdage efter første producerede kilowatt-time indbetale et beløb, der svarer til 125.000 kroner per megawatt ved solcelleanlæg og 313.000 kroner per megawatt ved landvindmøller til Grøn Pulje. Opstiller kan vælge at indbetale midlerne som engangsbetaling eller som årlige rater. Midlerne fra en Grøn Pulje skal være fordelt senest 5 år efter de er blevet indbetalt til kommunen. Det vil sige at alle midlerne fra en Grøn Pulje ikke nødvendigvis skal udmøntes ved den første ansøgningsrunde efter indbetalingen. Midlerne kan anvendes til projekter i hele kommunen og ikke nødvendigvis kun til projekter i lokalområdet.
Jævnfør bekendtgørelsen om Grøn Pulje kan der afsættes op til 8% af Grøn Pulje til administration af midlerne. Det omfatter blandt andet indkaldelse og behandling af ansøgninger, tildeling og udbetaling af midler samt indberetning til Energistyrelsen.
Det er kommunens opgave at fastsætte de nærmere detaljer og retningslinjer for ansøgningsprocessen. Administrationsgrundlaget fastlægger, hvordan midlerne fra grøn pulje skal administreres i Rebild Kommune, se bilag 1. Administrationsgrundlaget beskriver følgende emner:
- Hvem der er ansøgningsberettigede til Grøn Pulje
- Hvornår og hvordan der kan søges om midler fra Grøn Pulje
- Hvad der kan søges midler til
- Vurderingskriterier
- Hvordan støtten udbetales
- Betingelser for støtte
Ansøgnings- og behandlingsproceduren for Grøn Pulje kommer til at fremgå af kommunens hjemmeside. Jævnfør bekendtgørelsen om Grøn Pulje, skal det senest en uge efter afgivelse af tilsagn om tilskud offentliggøres på kommunens hjemmeside. Af hjemmesiden skal det fremgå hvilke projekter der er givet tilsagn om tilskud til, størrelsen af tilskuddet samt en beskrivelse af projektet.
Af administrationsgrundlaget fremgår det, at Grøn Pulje forankres i Teknik- og Miljøudvalget. Vurderingskriterierne udarbejdes af den enkelte kommune, og har betydning for hvilke projekter der kan modtage puljemidler. Derfor foldes de ud nedenfor. Flere af de øvrige emner i administrationsgrundlaget er lovbestemte. Der kan læses mere om de øvrige emner i bilag 1.
Vurderingskriterier
Forvaltningen anbefaler, at Grøn Pulje midler fordeles ud fra to overordnede kriterier: Nærhedskriteriet og bæredygtighedskriteriet. Kriterierne vægtes lige højt.
Nærhedskriteriet
Nærhedskriteriet skal understøtte, at de borgere og lokalområder, der påvirkes mest af energianlægget, bliver tilgodeset mest muligt.
Bæredygtighedskriteriet
Bæredygtighedskriteriet skal være med til at bidrage til det gode liv for borgere og lokalområder nær vedvarende energianlæg. Bæredygtighedskriteriet omfatter social-, miljømæssig- og økonomisk bæredygtighed. Det kan blandt andet være projekter, der bidrager til at styrke lokale fællesskaber, har multifunktionelle anvendelser, skabe mere biodiversitet, forbedre landskabsoplevelser og energiforbedringer af fælles faciliteter. Se bilag 1 for den fulde liste af emner under bæredygtighedskriteriet.
Økonomi
På nuværende tidspunkt har kommunen 104.000 kroner, der skal fordeles inden for 5 år. Pengene kommer som følge af solcelleprojektet ved Nørager Mejeri.
Næste indbetaling til Grøn Pulje forventes ikke at ske indenfor de næste par år. Det skyldes, at vedtagne og igangværende vedvarende energiprojekter afventer Energinets udbygning af eltransmissionsnettet.
Bilag
Bilag 1 – Forslag til administrationsgrundlag for Grøn Pulje


