40 år som montør af entreprenørmaskiner blev fejret hos N.E.M A/S i Løgstør
Montør Poul Engemand, Vilsted, kunne fredag fejre 40-års jubilæum hos N.E.M A/S, Løgstør. Et job som han fik efter udstået læretid hos Vindblæs Auto-og Traktorværksted og Jens Haldrup, Løgstør, der dengang producerede specialhøstmaskiner.
N.E.M A/S var også dengang forhandler af entreprenørmaskiner i Grønland og Danmark, og det fandt Poul Engemand spændende.
De første 30 år arbejdede han på værkstedet i Løgstør, men de sidste 10 år har han serviceret maskinerne ude hos kunderne rundt om i landet. Et arbejde som han holder af, og som gør at han kommer mange steder i landet. Det samtidig med at det er et udfordrende og varieret arbejde.





