Fra kuglepen og kassebog til delbar computer og mange dejlige kollegaer at spare med
Pia Ritter Binderup får hædersmedalje for 40 års lang og tro tjeneste.
Pia Ritter Binderup kunne lørdag fejre 40-års jubilæum hos MTH Biler – Toyota Løgstør. En ansættelse med mange forandringer og tilpasning til nye biltyper. En periode som Pia Ritter Binderup, har og er glad for. Jeg har haft mange gode kollegaer i perioden. Det har gjort, at jeg hver dag har haft lyst til at gå på arbejde, understreger hun.
-Jeg startede med kuglepen og kassebog. Senere blev det til en computer som vi var flere, der skulle deles om. Nu har vi hver især en computer. I mange år var det benzin og dieselbiler, vi solgte og servicerede. Nu er elbilerne ved at tage over. Der er altid udvikling og med et af verdens største bilproducenter, Toyota, i baghånden, så er vi altid blandt de førende, siger Pia Ritter Binderup.
-Siden nu afdøde Jørgen Larsen ansatte mig, har jeg lavet forskellige administrative opgaver. I starten i et lille firma, som nu har vokset sig stort. I dag har vi otte afdelinger og er mange ansatte. Det glæder mig, for så er der nogen at dele opgaver med og få inspiration fra. Der er kommet flere piger ind til løsning af arbejdet. Tidligere var det kun mænd, jeg arbejdede sammen med, fortæller Pia Ritter Binderup.
Hun blev fejret ved en reception, hvor flere holdt tale for hende. Alle er meget positive stemt over det arbejde, hun gennem årene har udført. Som en understregning af tilfredsheden fik hun overrakt en hædersmedalje for lang og tro tjeneste.
Pia Ritter Binderup har ingen hensigt om at stoppe på jobbet. Nej hun starter på de næste fyrre år straks efter, at jubilæet er blevet fejret.






