ForsideVesthimmerlandOrientering om udvikling og omdannelse af det gamle slagteri i Aalestrup

Orientering om udvikling og omdannelse af det gamle slagteri i Aalestrup

Orientering om udvikling og omdannelse af det gamle slagteri i Aalestrup

Økonomiudvalget i Vesthimmerland Kommune holder møde den 7. februar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Orientering om udvikling og omdannelse af det gamle slagteri i Aalestrup

Resume

Planteamet har sammen med firmaet Effekt Arkitekter udarbejdet en helhedsplan for arealerne på det gamle Himmerlandskød i Aalestrup samt det nærliggende gamle baneareal.

Helhedsplanen forventes at danne ramme om en kommende områdefornyelse og planlægning. Økonomiudvalget orienteres hermed om helhedsplanen.

Baggrund

I forbindelse med processen omkring opkøb af de arealer i Aalestrup, der tidligere husede Himmerlandskød og det tidligere baneareal, godkendte Økonomiudvalget udarbejdelsen af en helhedsplan fra en arkitektrådgiver for at skabe et overblik over områdets fremtidige udnyttelse, herunder hvad der kan forventes afhændet til forskellige private og almene boligorganisationer.

Efter henvendelse til flere rådgivere i hele landet blev firmaet Effekt Arkitekter hyret ind til opgaven ud fra en samlet vurdering af deres kompetencer og referenceprojekter fra lignende opgaver, blandt andet i Ribe by.

Helhedsplanen er blevet udarbejdet i løbet af efteråret 2023 med inddragelse af relevante medarbejdere i Administrationen for at sikre et velbelyst forslag til anvendelse af området og identificere umiddelbare udfordringer og bindinger på forhånd.

Helhedsplanen og opgaven, der blev stillet til bydende rådgivere, var med udgangspunkt i den nyligt vedtagende byudviklingsplan for Aalestrup, der netop peger på området omkring det gamle slagteri som et, der ønskes omdannet til boliger.

Ud over det videre arbejde med fysisk planlægning for området i form af kommuneplantillæg og lokalplan, skal der udarbejdes oplæg til områdefornyelsesprogram, der skal sætte fart på omdannelsen af området.

Forventet konsekvens

Helhedsplanen

Hovedgrebet i helhedsplanen er at forbinde hovedgaden i Aalestrup – Vestergade – med både hundeskoven og de grønne arealer mod nord, men også at skabe bedre adgangsforhold til de nye funktioner nord for banearealet i form af sundhedshuset med videre.

Forbindelsen mellem hovedgaden og funktionerne mod nord sker primært igennem det, der tidligere rummede selve slagtehuset samt en del af banearealet. Hovedbygningen på det gamle slagteri foreslås delvist bevaret, delvist revet ned og skal i fremtiden danne ramme om en ny bypark med mange funktioner, herunder også mulighed for overdækket ophold.

Forslaget går helt konkret på at bevare en del af den eksisterende bygningskrop, men at denne gennembrydes flere steder, således at der opstår nye rumligheder, hvor der kan indrettes forskellige uderum med beplantning og belægning, der inviterer til ophold og leg. Der findes allerede utallige eksempler i både Danmark og udland på tidligere industrianlæg, der er omdannet til parker med fysiske strukturer og delvist overdækkede rum.

Fælles for eksemplerne er, at de er populære og eftertragtede i kraft af både deres placering, som oftest er bynært, men også både anvendelsen samt det oplevelsesrige møde mellem hårde industrielle strukturer og bløde naturlige former fra nysåede planter. Endvidere har parken her et potentiale for at blive et oplagt udflugtsmål og kan derfor sammen med Rosenparken være med til at tiltrække flere besøgende til byen. Overfor parken, på den anden side af Busgade, anlægges en mere traditionel park uden strukturer, men med mere vild beplantning end ellers, således at der i højere grad bliver tale om et sanseligt rum, end egentlige kortklippede græsplæner til ophold.

Disse to parker bliver hjertet i området med hver deres funktion og udtryk. Omkring disse er der i planen disponeret en række byggefelter, hvor der kan opføres boligbebyggelse. De mindre enklaver af byggefelter er disponeret og dimensioneret således, at en enkelt gruppe af bygninger kan sælges for sig eller at flere kan sælges og udvikles af samme selskab. Ved hvert byggefelt er der tiltænket et mindre gårdrum til byggefeltets beboere samt en række parkeringspladser, der er tænkt som fælles for den enkelte enklave. Denne løsning er mere pladsbesparende end separate parkeringspladser ved den enkelte bolig og samtidig fremmer det liv i området og er generelt en mere attraktiv løsning for både gående og cyklister.

Arkitekturen i byggefelterne forslås at være inspireret af hovedgadens arkitektur og generelt af gamle stationsbyer i Danmark i forhold til omfang, skala og materialevalg. Der forventes således ikke opført boliger i direkte klassisk eller historistisk stil, men dog i en skal på 1-3 etager med stejle sadeltage og primært i blankt murværk i rødlige nuancer, som også passer godt sammen med de eksisterende bygninger i området.

Ud over selve slagtehuset, der delvist bevares, forslås enkelte bygninger i områdets sydligste del også bevaret. Disse foreslås anvendt til fælleshus eller anden fællesskabsorienteret anvendelse. Bygningerne her er opført i skel mod andre ejendomme udenfor området eller direkte sammenbygget med disse. Derfor vil de i forvejen ikke kunne udnyttes til boliger, ligesom en nedrivning desuden bliver besværliggjort af hensynet til naboer undervejs uden at disse oplever særlige gener eller ligefrem skal genhuses for en periode. Bevaringen og anvendelsen af disse bygninger beror desuden på en mere dybdegående analyse af deres stand og statiske forhold.

Den tidligere administrationsbygning, der engang var posthus, foreslås også bevaret. Denne er i umiddelbar god stand og kan enten udnyttes til offentlige formål eller muligvis ombygges med yderligere en eller to etager og danne ramme om en række boliger, da der i forvejen foreslås placeret boliger nord for denne.

Områdefornyelsesprogram

I forbindelse med Budget 2024 blev der tildelt yderligere midler til områdefornyelse i Aalestrup Bymidte, således at den samlede ramme er på 4 mio. kr. Der skal udarbejdes et program for områdefornyelsen, som skal bidrage til at binde bymidten, naturen og kulturen sammen og her igennem sikre bymidtens sammenhængskraft. Med udgangspunkt i eksisterende forhold, byudviklingsplanen fra 2022 samt helhedsplanen, skal programmet skitsere en sammenhængende fremtid på tværs af bymidten, så programmet over tid kan tage form som slagteriområdet udvikler sig.

Som en del af områdefornyelsen i Aalestrup ønskes der fokus på det tidligere slagtehus og omdannelsen af dette fra industrielt virke til folkelig park. Ikke alene vil områdefornyelsen sætte tempo på omdannelsen af hele det gamle slagteri, men den vil gribe fat om hjertet i området. Ved at starte med omdannelsen af det gamle slagtehus sikres det desuden, at dette ikke forfalder, men i stedet fornyes. Hele denne omdannelse må forventes at skulle ske gennem kommunalt engagement, hvorfor det er ønskværdigt at det sker i forbindelse med byggemodning af området, men også som inspiration for fremtidige udviklere af byggefelterne.

Organisering og kommunikation

Fremlæggelse af planforslag samt program for områdefornyelse vil følge på senere politiske møder.

Lovgrundlag

Ingen relevant lovgivning.

Økonomi

Udgiftsneutral, da der tidligere i Økonomiudvalget er truffet beslutning om inddragelse af arkitektrådgivning.

Ligeledes er der med henvisning til budgetaftale 2024 allerede afsat 4 millioner kronertil områdefornyelse i Aalestrup.

Procesplan

Områdefornyelsesprogram forventes udarbejdet i første halvdel af 2024 og fysisk planlægning for området forventes igangsat i 2025.

Sagen afgøres i

Økonomiudvalget.

IndstillingAdministrationen indstiller

  • at Administrationens orientering om helhedsplanen
    tages til efterretning, og
  • at Administrationens orientering om brug af budgetlagte områdefornyelsesmidler tages til efterretning.

Bilag

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler