ForsideRebildBettina Hedeby Madsen bliver ny kommunaldirektør i Rebild

Bettina Hedeby Madsen bliver ny kommunaldirektør i Rebild

Bettina Hedeby Madsen bliver ny kommunaldirektør i Rebild

Rebild Kommune har fundet sin nye kommunaldirektør. Et enigt byråd har besluttet at ansætte Bettina Hedeby Madsen, som den 1. august 2026 tiltræder stillingen som kommunens øverste administrative leder.

Bettina Hedeby Madsen kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Hjørring Kommune, hvor hun har været siden 2023. Hun blev valgt blandt et stærkt ansøgerfelt og var samtidig den kandidat, som et enigt ansættelsesudvalg pegede på.

Med ansættelsen får Rebild Kommune en erfaren kommunal topleder med stor erfaring inden for strategisk ledelse, økonomistyring, organisationsudvikling og politisk betjening.

Borgmester Jesper Greth glæder sig over, at byrådet har været enige om valget.

“Vi får en dygtig kommunaldirektør, der kommer med et stærkt strategisk overblik, omfattende ledelseserfaring og en ledelsesstil, der bygger på samarbejde og tillid. Hun har stor erfaring med at arbejde tæt sammen med politikere, ledere og medarbejdere, og jeg er overbevist om, at hun er den rette til at stå i spidsen for Rebild Kommune,” siger borgmesteren.

Kender allerede kommunen

Selv om Bettina Hedeby Madsen kommer fra Hjørring Kommune, bliver transporten til det nye arbejde kort. Hun bor nemlig i Støvring og har derfor allerede et indgående kendskab til Rebild Kommune.

Tidligere har hun blandt andet været direktør for Kultur, Teknik og Miljø i Hjørring Kommune samt plan- og udviklingschef og administrationschef.

Hun ser frem til at tiltræde stillingen og lære organisationen endnu bedre at kende.

“Jeg er både glad og stolt over at få muligheden for at blive kommunaldirektør i Rebild Kommune. Det er mit drømmejob. Rebild er en kommune, som jeg har stor respekt for, og som jeg allerede kender godt gennem både mit arbejde og mit privatliv. Jeg glæder mig til at lære organisationen endnu bedre at kende og til sammen med byråd, ledere, medarbejdere, borgere og erhvervsliv at være med til at skrive kommunens næste spændende kapitel,” siger Bettina Hedeby Madsen.

Tiltræder 1. august

Bettina Hedeby Madsen er 51 år, uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet og har gennem en årrække haft en række ledende stillinger i Hjørring Kommune.

Privat er hun gift og har tre voksne børn. I fritiden nyder hun blandt andet gåture i Rebild Bakker med familiens labrador samt ophold i familiens sommerhus ved Vestkysten.

Hun tiltræder stillingen som kommunaldirektør i Rebild Kommune den 1. august 2026.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler