Norlys Vækstpulje støtter nordjyske projekter med 5,2 millioner
Tæt på overgangen til december måned har flere lokale initiativer netop fået besked om, at de får en tidlig julegave fra Norlys Vækstpulje, der har udvalgt dem som et af de i alt 83 projekter, der støttes økonomisk. I alt har Norlys Vækstpulje støttet de nordjyske projekter med 5,2 millioner kroner.
Norlys Vækstpulje har for sidste gang i år sat navn på de mange nordjyske projekter, der får en økonomisk håndsrækning.
83 initiativer, der hver især bidrager til det lokale fællesskab eller er med til at skabe en grønnere og mere digital samfundsudvikling, har fået del i de 5,2 millioner kroner, som Norlys Vækstpulje netop har uddelt.
– Norlys Vækstpulje støtter andelshavere, der brænder for at gøre en forskel for samfundet eller deres lokalområde. I denne omgang har vi særligt haft fokus på de projekter, der sætter fællesskabet i centrum, og det har været enormt inspirerende at se, hvor stor en virkekraft, der er derude og derfor er vi også stolte af, at vi nu kan være med til at hjælpe dem økonomisk., siger Lene Schilling Muldtofte, formand for Norlys Vækstpulje Nord.
Norlys Vækstpulje har samlet set støttet hele 270 nordjyske projekter med i alt 16,4 mio. kroner i 2025.
Fra containerby og sauna til innovativ software
En af de 83 støttemodtagere er Aalborg Australsk Fodbold Klub. Her har Norlys Vækstpulje besluttet at støtte klubben med 75.000 kroner til at etablere en særlig containerby. Den midlertidige containerby skal både give klubben mulighed for at opbevare sit udstyr, men vil også fungere som et socialt samlingssted både for medlemmer, men også andre samarbejdspartnere. Med de nye rammer håber klubben at kunne øge antallet af medlemmer og samtidig medvirke til at skabe liv i lokalområdet.
Et andet projekt, som Norlys Vækstpulje har valgt at støtte er Fjordlaug Hobros fortsatte udvikling af det rekreative område Sildehagen. Fjordlauget ønsker nemlig at etablere et nyt portanlæg under navnet Panoramaporten, der kan markere ankomsten til panoramaruten. Samtidig vil porten fungere som en servicebygning for de eksisterende faciliteter og derudover vil der blive tilføjet flere aktiviteter i form af en ny helårs åben saunabygning med omklædningsrum. Norlys Vækstpulje har støttet projektet med 100.000 kroner.
Virksomheden Advanced Power Electronics Solutions ApS fra Støvring har udviklet en ny type software, der kan simulere elektromagnetisk støj i effektelektronik som transistorer – noget som traditionelt kræver fysiske prototyper til test. Med APECS-Lab, som softwaren er døbt, kan udviklingsomkostninger ifølge selskabet reduceres med op til 80 procent ved at optimere design digitalt. Norlys Vækstpulje har valgt at støtte selskabet med 150.000 kroner, som skal bruges til at gøre APECS-Lab markedsmodent i løbet af 2026.
Listen over samtlige projekter, der har fået støtte fra Norlys Vækstpulje, kan findes her. I det nye år uddeler Norlys Vækstpulje igen støtte, og de initiativer, der ønsker at få del i den pulje skal indsende deres ansøgning senest 2 februar klokken 12.


