MAT Dania indgår samarbejde om Ungeløftet i Vesthimmerland
Støberivirksomheden MAT Dania i Aars er blevet en del af Ungeløftet gennem en ny samarbejdsaftale med Vesthimmerlands Kommune. Aftalen skal være med til at skabe flere muligheder for unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse, og samtidig styrke virksomhedernes adgang til motiverede unge.
Med samarbejdet bliver MAT Dania en aktiv medspiller i Ungeløftet, hvor virksomheder bidrager med indsigt i arbejdsmarkedet, vejledning og fællesskaber, som kan hjælpe unge tættere på job eller uddannelse.
Som en del af aftalen får virksomheden et tæt samarbejde med kommunens ungeløftskonsulenter. Her bliver der blandt andet mulighed for sparring og støtte til at skabe de bedste rammer for de unge, så både virksomhed og deltager får et godt forløb.
Ungeløftet bygger på tanken om, at meningsfulde fællesskaber og et tæt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv kan være med til at åbne døren til arbejdsmarkedet for unge, som har brug for en ekstra håndsrækning.
Vesthimmerlands Kommune håber, at flere virksomheder vil følge MAT Danias eksempel og blive en del af indsatsen. Målet er at skabe endnu flere muligheder for unge og samtidig hjælpe virksomheder med at finde fremtidens medarbejdere.
Virksomheder, der ønsker at høre mere om Ungeløftet og mulighederne for at deltage, kan kontakte Vesthimmerlands Kommune via ungeloftet@vesthimmerland.dk.





