Mariager Vand investerer i grøn energi: Nyt solcelleanlæg på Himmelkol Vandværk
Mariager Vand A.M.B.A. har taget endnu et skridt i den grønne omstilling. I sommeren 2025 blev der opsat et solcelleanlæg på Himmelkol Vandværk, som nu leverer grøn strøm til driften af værket. Investeringen er en del af vandværkets flerårige indsats for at reducere klimaaftrykket og styrke den økonomiske bæredygtighed – og projektet har fået støtte på 50.000 kroner fra Norlys Vækstpulje.
– Vi er rigtig glade for bevillingen fra Norlys Vækstpulje, som har gjort det muligt for os at tage næste skridt mod en mere bæredygtig drift. Solcellerne betyder, at vi nu selv kan producere en væsentlig del af den strøm, vi bruger til at pumpe og fordele drikkevandet. Det gavner både miljøet og vores forbrugere, fordi vi kan holde omkostningerne nede og samtidig tage ansvar for den grønne omstilling, siger Keld Enslev, bestyrelsesformand for Mariager Vand A.M.B.A.
I de seneste år har Mariager Vand investeret betydeligt i forbedringer af vandforsyningen – blandt andet i et nyt rentvandsanlæg, opdaterede pumper, moderne SRO-anlæg og en nødforsyning, der kan sikre forbrugerne vand i op til en uge ved strømsvigt. Solcelleanlægget er næste skridt i den langsigtede strategi for at forene grøn energi med større robusthed over for udsving i elpriser og en mere klimavenlig drift.
Bestyrelsen i Mariager Vand arbejder målrettet med FN’s Verdensmål 7 – Bæredygtig energi og Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion. Ved at omlægge en del af vandværkets elforbrug til vedvarende energi som solceller bidrager selskabet aktivt til at nedbringe CO₂-udledningen og skabe en mere bæredygtig forsyning – både nu og for kommende generationer.
– Vi ser det som vores opgave at tænke langsigtet. Med solcellerne tager vi et vigtigt skridt mod en fremtid, hvor driften af vores vandværk er så klimavenlig som muligt – til gavn for både miljøet, vores forbrugere og de kommende generationer, siger Keld Enslev.
Norlys Vækstpulje støtter hvert år projekter, der bidrager til fællesskab, innovation og grøn omstilling.
– I år har vi et særligt fokus på grønne initiativer. Vi prioriterer projekter, der bidrager til klimaforbedringer og bæredygtig udvikling, fordi det er vigtigt for os at give værdi tilbage til andelshaverne og lokalsamfundet, siger Niels Vendelboe, vækstpuljeansvarlig i Norlys.
Med solcelleanlægget på Himmelkol Vandværk styrker Mariager Vand sin position som et lokalt vandværk, der tager ansvar for fremtidens energiforbrug og samtidig øger den økonomiske stabilitet. Det betyder, at vandværket også fremover kan levere en stabil, sikker og miljøvenlig drikkevandsforsyning til Mariager og omegn.
I foråret 2026 planlægger Mariager Vand at holde et åbent hus-arrangement på Himmelkol Vandværk, hvor forbrugerne får mulighed for at se solcelleanlægget og høre mere om dets størrelse, elproduktion og vandværkets arbejde med grøn energi. Solcelleanlæggets leverandør, Klima Venti fra Hadsund, vil også være til stede for at besvare spørgsmål af teknisk karakter. Det præcise tidspunkt for åbent hus vil blive annonceret i dagspressen.


