Maddag 2025 på Plejecenter Højgården
Plejecenter Højgården markerede i dag Maddag 2025 med besøg af børn og pædagoger fra Højgårdens Børnehave. Sammen med plejecenterets beboere blev dagen fyldt med aktiviteter, der satte fokus på mad, sanser og fællesskab.
Børnene deltog i små workshops, hvor de pyntede muffins med orange glasur, mærkede og undersøgte forskellige frugter og grøntsager samt fik fingrene i linser. Undervejs opstod hyggelige møder med beboerne, der skabte smil og glæde på tværs af generationer.
Personalet serverede en varm og nærende græskarsuppe, som passede til årets orange tema. Som en ekstra gæst lagde folketingsmedlem Theresa Berg Andersen (SF) vejen forbi til dagens arrangement.
På Plejecenter Højgården spiller måltidet en central rolle som både sundhedsfremmende, bæredygtigt og socialt element. Maddag er en oplagt anledning til at fremhæve betydningen af ernæringsfaglighed og værdien af det fælles måltid.
Dagen fungerede samtidig som en hyldest til de mange ernæringsprofessionelle og medarbejdere, der dagligt skaber rammerne for gode måltider i både børnehaver og på plejecentre.
Maddag er en landsdækkende begivenhed arrangeret af Kost- og Ernæringsforbundet.






