Lokaldysten 2025 i Mariagerfjord: Ni lokalsamfund gik, løb og cyklede næsten 10.000 km
Lokaldysten 2025 er blevet afholdt i ni lokalområder i Mariagerfjord Kommune i løbet af august og september. Udvalget for Kultur og Fritid får på møde den 8. oktober en orientering om Lokaldysten 2025
Lokalområderne har dystet om at tilbagelægge flest mulige kilometer pr. indbygger i gang, løb og på cykel.
Over 800 deltagere har tilsammen tilbagelagt 9.773 km.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Kultur og Fritid: At orienteringen godkendes.
Sagsfremstilling
Lokaldysten er et samarbejde med DGI Nordjylland, hvor lokalsamfundene dyster imod hinanden om, hvem der på to timer kan tilbagelægge flest kilometer pr. indbygger i gang, løb og på cykel.
Mariagerfjord Kommune afholdt Lokaldysten for første gang i 2024, hvor fem lokalsamfund deltog.
I år har hele ni lokalsamfund været med i dysten, heraf er fire gengangere fra sidste år.
De ni byer var Nr. Onsild, Hvilsom, Skjellerup, Hem/Sem/Skrødstrup, Vive, Veddum, Sdr. Onsild, Rold og Assens.
Dystene blev afholdt på hverdagsaftener i august og september.
Der er nu fundet en vinder, Hvilsom, som der afholdes præmieoverrækkelse med 28. oktober 2025 i Hvilsom. Udvalget for Kultur og Fritid er inviteret til præmieoverrækkelsen, der håndteres af udvalgsformanden sammen med DGI. Derudover er Landdistriktsrådet og alle deltagerne i Lokaldysten i Hvilsom inviteret til præmieoverrækkelsen.
Vinderen af dysten får 10.000 kr. samt Lokaldystens vandrepokal, hvor der er indgraveret årstal og bynavn.
Nummer to får 5.000 kr. og nummer tre 3.000 kr.
Udover de tre placeringer, er der oprettet en ‘Fællesskabspris’ som fagenheden for Kultur og Fritid og DGI giver til et af lokalsamfundene ud fra en vurdering på fællesskab, hygge, innovation mv. Denne pris gives i år til Skjellerup.
Det har været ni fantastiske dyste med fællesskab, smil, godt humør, sved på panden – og “opmuntrende” konkurrence-kommentarer. Alt det der skal være i en rigtig god dyst.
Flere af stederne har der været flere foreninger i byen, som er gået sammen om at afholde dysten, og hvor der har været bygget noget ekstra socialt op omkring det, f.eks. efterfølgende fællesspisning.
Sammenlagt har de over 800 deltagere gået, løbet og cyklet hele 9.773 km. – svarende til én tur fra Hobro til Uganda i Afrika!
Samlet resultat for Lokaldysten 2025:
| Placering | Lokalsamfund | Km/indbygger | Ca. antal deltagere |
| 1. | Hvilsom | 5,86 | 110 |
| 2. | Nr. Onsild | 5,60 | 46 |
| 3. | Vive | 5,19 | 60 |
| 4. | Skjellerup | 3,91 | 75 |
| 5. | Sdr. Onsild | 2,92 | 250 (heraf 105 efterskoleelever)* |
| 6. | Hem, Sem, Skrødstrup | 2,39 | 34 |
| 7. | Veddum | 2,31 | 65 |
| 8. | Rold | 1,28 | 35 |
| 9. | Assens | 0,57 | 161 |
*I Sdr. Onsild er deltagerne fra efterskolen lagt oveni indbyggertallet, før km/indbygger er beregnet. I Skjellerup og Skrødstrup er der også efterskoler, men eleverne var forhindret i at deltage, og blev derfor ikke indregnet.


