ForsideMariagerfjordLaura Holm: Virksomheder skal mødes med løsninger – ikke ventetid

Laura Holm: Virksomheder skal mødes med løsninger – ikke ventetid

Af Laura Holm, Borgmesterkandidat for Konservative Mariagerfjord Kommune

Virksomheder skal mødes med løsninger – ikke ventetid

Når en lokal virksomhed vil udvide, bygge nyt eller skabe flere arbejdspladser, bør kommunen stå klar med et “ja – lad os finde ud af det sammen”.
Desværre oplever alt for mange, at de i stedet mødes af ventetid, stagnering, regler og en sagsbehandling, der trækker ud i måneder. Det er hverken rimeligt over for virksomhederne, lokalsamfundet eller de medarbejdere, der kæmper for at få tingene til at ske.

Byggesagsbehandlingstiden i vores kommune ligger alt for højt. Og selvom vi i det seneste budgetforlig har allokeret flere penge til området, så kan jeg være bekymret for, at det ikke er tilstrækkeligt. Ventetiden og manglende smidighed betyder tabte investeringer, færre lokale arbejdspladser og virksomheder, der overvejer at flytte deres vækst et andet sted hen – eller værre – allerede har gjort det.
Sådan må det ikke være. Vores erhvervsliv skal opleve kommunen som en partner – ikke en bremseklods, for de er hinandens forudsætninger. 

Erhvervs-Taskforce i Mariagerfjord
Ved seneste opgørelse har vi plads nummer 48 ifølge DI i erhvervsvenlighed, og selvom vi er blevet bedre siden forrige måling, skal vi være langt mere ambitiøse. Med inspiration fra andre kommuner, som fx Nordfyns, Varde og Vejen – sidstnævnte i øvrigt nummer 1 – vil jeg arbejde for at etablere en Erhvervs-Taskforce i Mariagerfjord. Det består af et tværfagligt team, der kan rykke hurtigt ud, når en virksomhed står over for en byggesag eller en kompleks myndighedsproces.
En sådan taskforce skal fungere som én indgang til kommunen, og teamet skal bestå af medarbejdere med kompetencer inden for byg, plan og miljø – og vigtigst: med en erhvervsvenlig tilgang, hvor dialog og løsninger går forud for bureaukrati. Det handler selvfølgelig ikke om at slække på kravene – nogle ligger også andre steder end i kommunen – men om at skabe klarhed og tempo.

De nævnte kommuner har stor succes med lignende ordninger, hvor de oplever kortere sagsbehandlingstider, bedre samarbejde og større tilfredshed blandt lokale virksomheder.
Det kan vi også opnå her, hvis vi tør prioritere det.

For Mariagerfjord har virkelig gode virksomheder, engagerede iværksættere og et velfungerende erhvervsråd, så de fortjener en kommune, der matcher deres tempo og ambitioner.
Som borgmester vil jeg stå i spidsen for en kulturændring, hvor vi siger:
“Ja, det kan lade sig gøre – og vi finder sammen vejen derhen.”

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler