Kraftig brand i nat ved Hornum
Natten til i dag rykkede Nordjyllands Politi og brandvæsenet ud til en brand i en lade på Vester Søttrup Vej 40 ved Hornum.
Politiet modtog anmeldelsen via 112 kl. 00.18, hvor der blev meldt om kraftig brand i en lade. En indsatsleder, flere patruljer samt brandvæsenet blev sendt til stedet. På grund af brandens omfang blev de omkringboende i området evakueret som en sikkerhedsforanstaltning.
Under branden steg sort røg op mod nordvest, og der blev udsendt en opfordring til beboere i røgfanens retning om at lukke døre og vinduer for at undgå røg i boligerne.
Branden blev meldt slukket kl. 00.55. Ifølge politiet har der været ild i to traktorer, som stod i laden. Der er ingen meldinger om personskade i forbindelse med hændelsen.
Årsagen til branden er endnu ikke oplyst.









