ForsideMariagerfjordKontanthjælpsreform skaber usikkerhed om boligen – Mariagerfjord Kommune følger udviklingen tæt

Kontanthjælpsreform skaber usikkerhed om boligen – Mariagerfjord Kommune følger udviklingen tæt

Kontanthjælpsreform skaber usikkerhed om boligen – Mariagerfjord Kommune følger udviklingen tæt

Status på kontanthjælpsreformen og konsekvenser for borgernes boligsituation, er på dagsordenen når Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune holder møde den 5. december 2025.

Folketinget vedtog i december 2024 reformen af kontanthjælpssystemet og en ny arbejdspligt, som trådte i kraft 1. juli 2025. Udvalget orienteres om den aktuelle status for implementeringen med særligt fokus på de potentielle konsekvenser for kontanthjælpsmodtageres boligsituation i Mariagerfjord Kommune. 

Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse: At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling
Reformen indebærer ændrede satser og afskaffelse af en række tillæg, herunder aktivitets-, diagnose- og forsørgertillæg. Samtidig indføres en ny arbejdspligt for borgere i kontanthjælpssystemet. 
I den offentlige debat har der i efteråret været fokus på, at de lavere ydelser kan udfordre økonomien for en del borgere, herunder deres evne til at fastholde boligen.  

Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse har derfor efterspurgt en status på udviklingen i Mariagerfjord Kommune og en redegørelse for de støttemuligheder, der tilbydes borgere med boligmæssige vanskeligheder. 

Da indsatserne med at støtte borgerne til at fastholde nuværende bolig eller finde billigere alternativer koordineres på tværs af social og arbejdsmarked, er der indhentet data fra begge områder. Borgerservice som blandt andet vejleder borgere om boligstøtte og indskudslån har ligeledes bidraget med viden. 

Kontanthjælpssystemet 
Overgangen til det nye kontanthjælpssystem er gennemført og nu i almindelig drift.  
Pr. 6. november 2025 var der 1.106 aktive sager samt 48 nye ansøgninger om hjælp til forsørgelse efter de nye regler.  
De økonomiske konsekvenser af det nye kontanthjælpssystem samt antallet af borgere, som enten modtager højere eller lavere ydelser efter 1. juli 2025, blev fremlagt på udvalgsmødet 14. august 2025 (punkt 65). 

Forud for reforms ikrafttræden er gået et omfattende arbejde med genberegning af ydelser til alle berørte borgere. Ydelsescenter og jobcenter har gennemført samtaler med nogle af de berørte borgere for at forberede dem på ændringerne og pege på muligheder for at imødekomme dem – herunder at komme i job og optjene ordinære timer.  
Borgere, der søger om boligstøtte eller indskud vejledes fortsat om de økonomiske konsekvenser og ændrede muligheder for at søge støtte. Der vejledes ligeledes om muligheden for at skifte bolig, herunder også for at få økonomisk rådgivning hos KFUM og Tænk Gældsrådgivning i Aalborg og at søge billigere lejemål via akutbolig.dk og boligforeningernes ventelister. 

Administrationen følger løbende udviklingen i andelen af borgere omfattet af arbejdspligten. Pr. 6. november 2025 var 135 borgere omfattet af arbejdspligten. Heraf deltog 60 % i en beskæftigelsesrettet aktivitet. Det forventes at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i løbet af første halvår af 2026 stiller data til rådighed for kommunerne. 

Foreløbige konsekvenser
De ændrede satser, fjernelsen af aktivitetstillægget og diagnosetillægget til unge med andre problemer end ledighed samt tillægget til borgere med stor forsørgerbyrde og høje boligudgifter har resulteret i en betydelig nedgang i ydelsen for nogle, For denne gruppe af borgere kan det føre til vanskeligheder med at dække boligudgifter og øvrige faste omkostninger. Andre grupper af borgere modtager dog mere i ydelse end før. 

Jobcenteret oplever i samtaler med borgerne, at flere giver udtryk for en bekymring for, hvor længe de vil være i stand til at betale alle udgifter efter, at deres ydelse er nedsat.  

Der ses en stigende tendens i antallet af ansøgninger om støtte til dækning af enkeltudgifter i forbindelse med at være udsætningstruet. På sigt må det forventes, at antallet af afslag og henlæggelser af ansøgninger ligeledes stiger. Tilkendelse af støtte er betinget af, at borger fremadrettet selv kan afholde udgiften. Hvis borgers rådighedsbeløb vurderes at være for lavt, kan der ikke bevilges støtte. 

Det er fortsat for tidligt at konkludere på omfanget reformens konkrete konsekvenser. Dette skyldes blandt andet at: 

  • kontanthjælpsydelser udbetales bagudrettet 
  • der mangler data for borgernes faktiske betalingsevne og prioritering af udgifter 
  • udsættelser og tvangsauktioner sker med tidsmæssig forskydning 
  • ikke alle oplysninger i forbindelse med udsættelsessager tilgår kommunen, for eksempel årsagen til udsættelse fra en bolig. 

I nogle tilfælde lykkes borgeren med at finde en billigere bolig, før en udsætning bliver aktuel. Disse tilfælde orienteres kommunen ikke om. 

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at registrere en stigning i antallet af hjemløse.  

Støttemuligheder for borgere med boligudfordringer  
Borgere med boligudfordringer har efter kontanthjælpsreformens ikrafttræden fortsat mulighed for at hjælp til dækning af midlertidige udgifter. 

Kommunen har mulighed for at yde: 

  • hjælp til at dække rimeligt begrundede, midlertidige huslejeudgifter til en person, der er udsættelsestruet på grund af huslejerestancer, hvis det på sigt kan forebygge, at personen udsættes af boligen. 
  • hjælp til en flytning, som forbedrer borgerens eller familiens boligforhold, for eksempel en flytning fra en bolig med høj boligudgift til en bolig med lavere boligudgift. 
  • Boligstøtte og ændret boligstøtte som skal søges gennem Udbetaling Danmark (kun almennyttige boliger). 

Der kan ikke ydes varig hjælp til øgede, faste boligudgifter. 

Udviklingen i ansøgninger om dækning af enkeltudgifter og boligstøtte 
Der er i 2025 observeret en stigning i ansøgninger om dækning af enkeltudgifter for udsættelsestruede lejere, mens antallet af beboerindskudslån er faldet fra 1.082 i 2023 til 951 i 2025. Lån kan kun bevilges, hvis borger vurderes i stand til at tilbagebetale. 

I forbindelse med at der er ydet hjælp til ansøgning om boligstøtte har nogle få borgere oplyst, at flytning skete på grund af ændret kontanthjælp. Der er ligeledes kendskab til én ung person, som er i risiko for at blive boligplaceret på et forsorgshjem. 

Boligsituation og hjemløshed 

Boligudfordringer 
Mariagerfjord Kommune har historisk set haft en del billige boliger til rådighed, men med de ændrede satser i kontanthjælpsreformen og antallet af flygtninge, som skal boligplaceres i kommunen, er der aktuelt et mere begrænset antal ledige, billige boliger. Mariagerfjord Kommune har dog ikke hidtil haft problemer med hjemløshed, som var begrundet i for høje boligpriser.

Fonden for blandede byer giver mulighed for at søge støtte til at nedbringe huslejen og etablere billige almene boliger.

Antallet af borgere registreret med ”ukendt adresse” er faldet fra 130 i 2023 til 70 i 2025. Der er dog usikkerhed omkring antal, varighed og årsag, da nogle borgere i kortere eller længere tid opholder sig på adresser uden at melde flytning. 

Hjemløshed og forebyggelse 
Hjemløshed dækker over flere situationer – fra midlertidig boligløshed til længerevarende ophold uden bolig.  

  • Uden husly: Opstår typisk ved en pludselig og uforudset hændelse; de fleste finder hurtigt en ny bolig. 
  • Midlertidigt boligløs: Har tidligere haft fast bolig, men er af forskellige årsager sat ud af boligen. Mange finder på egen hånd en ny bolig. 
  • Funktionel hjemløs: Personen kan i perioder ikke opholde sig i sin bolig. 
  • Sofa-surfing: Unge bor midlertidigt hos venner eller bekendte. 
  • ”Hjemløs”: i kortere eller længere perioder. Rammer en meget forskelligartet gruppe af borgere, hvor hjemløshed er en delmængde af mange andre sociale problemer (misbrug, psykisk sygdom, dårlig økonomi, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitet, sociale udfordringer m.m.).  
    Omfattes af Housing First-indsatserne, hvor boligplacering går forud for behandling af de øvrige problemer. 
    I Mariagerfjord Kommune vurderes målgruppen for Housing First at være lille, men Folketinget behandler aktuelt et forslag om udvidelse af målgruppen. 

Støtte til særligt sårbare borgere  
Borgere i hjemløshed eller risiko for hjemløshed og med komplekse sociale problemstillinger skal tilbydes hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de specialiserede støttemetoder i Housing First-tilgangen, hvor der tilbydes socialpædagogisk støtte og hjælp til at fastholde boligen. 

Herberger og forsorgshjem er boformer, som er forbeholdt og målrettet særligt sårbare borgere, som er hjemløse eller funktionelt hjemløse. Boformerne kan i meget sjældne tilfælde anvendes til andre persongrupper efter forsorgshjemmenes godkendelse.   

Afrunding 
Det er endnu for tidligt at vurdere den fulde konsekvens af reformen i forhold til borgernes boligsituation. Administrationen følger udviklingen med henblik på at kunne vurdere eventuelle ændringer i antallet af udsættelser, hjemløse og ansøgninger om støtte i løbet af 2026. 

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler