Klaverkoncert i Mariagerfjord Musikforening
Klaveret er måske det solistiske instrument, der er skrevet mest musik for.
Fra dengang et klaver bare betød et tasteinstrument – det være sig cembalo eller det senere hammerklaver – har stort set alle komponister skrevet musik for instrumentet.
Ved koncerten i Mariagerfjord Musikforening, på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, lørdag den 8. november kl. 15.00 kan man opleve musik for instrumentet af så forskellige komponister som Frédéric Chopin, som næsten alene komponerede for klaver; Johannes Brahms, de to russiske komponister Sergei Rachmaninov og Dmitri Shostakovich, af hvem der spilles hans store Præludium og fuga op. 87.
Efter pausen spilles musik af franske Lili Boulanger, danske Rued Langgaard, og den virtuose pianist og komponist Franz Liszt er repræsenteret med sit 18 minutter lange “Bénédiction de Dieu dans la solitude”, inden koncerten slutter med en lille dans af spanske Manuel de Falla.
Ved flyglet sidder Tony Nguyen, som både er aktiv som solist, kammermusiker og liedakkompagnatør.
Han er prisvinder ved internationale og nationale konkurrencer og har vundet 1. pris ved bl.a.:
– Music Without Limits, Druskininkai, Litauen
– Legatkonkurrencen for kammerensembler ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
– Den landsdækkende Steinway Klaverfestival
I 2022 modtog han Léonie Sonnings Talentpris, og Tony Nguyen er bl.a. initiativtager og festivalleder for Aarhus Kammermusikfestival.
Medlemmer af musikforeningen har gratis adgang, men der kan også købes løssalgsbilletter i forsalg fra foreningens hjemmeside mfmf.dk eller ved indgangen.


