ForsideVesthimmerlandKendt musiker holder koncert til fordel for Barnets Blå Hus Vesthimmerland

Kendt musiker holder koncert til fordel for Barnets Blå Hus Vesthimmerland

Kendt musiker holder koncert til fordel for Barnets Blå Hus Vesthimmerland

Den 5. marts kommer Mathilde Falch til Aars og holder en kombination af koncert og foredrag om psykisk sårbarhed og om, hvordan det er at vokse op med en far, der har et alkoholmisbrug. Billetprisen går til Barnets Blå Hus, som hjælper børn og unge, der vokser op med lignende udfordringer.

Kantinen på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars bliver den 5. marts forvandlet til en koncertsal, når Mathilde Falch giver en nærværende og varm musikalsk oplevelse. Barnets Blå Hus Vesthimmerland, som står bag arrangementet, ønsker, at publikum både får en god oplevelse og stof til eftertanke.  

”Det, der er særligt ved Mathilde Falch, er, at hun selv er vokset op med en far, der kæmpede med et alkoholmisbrug. At høre hendes fortælling og fortolkning af, hvad hun har oplevet, kan være med til at sætte tankerne i gang,” siger Ole Smed, der er leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland. Han fortsætter:

”Med arrangementet ønsker vi at gøre opmærksom på, at der er rigtig mange børn og unge, der slås med de her problematikker. Men at der også er hjælp at få. Alene i Vesthimmerlands kommune er der mere end 700 børn med forældre, der har været eller er i misbrug.”

Barnets Blå Hus Vesthimmerland er en del af Blå Kors Danmark og er et behandlings- og støttetilbud til børn og unge i alderen 0-20 år og deres familier, som oplever udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug i familien. Her kan børn og unge bl.a. få hjælp til at sætte ord på det, der er svært, og forældre kan få støtte til hverdagen.

Støtter Barnets Blå Hus
Til koncerten får man et indblik i Mathilde Falchs egen historie, og hvordan musikken gav hende livet tilbage. Hun kommer omkring emner som psykisk sårbarhed, misbrug og håb, som hun kombinerer med at synge egne sange.

”Medarbejdere og frivillige fra Barnets Blå Hus vil også være til stede, så hvis man har lyst, kan man høre mere om os, og hvordan vi kan hjælpe,” lyder det fra Ole Smed.

Koncerten er fra kl. 16 til 17.30, og billetprisen inkluderer en sandwich og vand.

”Publikum er med til at støtte os i Barnets Blå Hus, når de køber en billet til koncerten. For det, der ikke bliver brugt på mad og drikke, går til vores arbejde,” fortæller Ole Smed og tilføjer:

”Man kunne fx tage en ven under armen og i fællesskab få en oplevelse, der sætter tankerne i gang. Så har man også én at vende det med bagefter.”

Arrangementet er blevet til i samarbejde med Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Tilmeldingsfrist er den 27. februar 2024. Tilmeldingen foregår ved at indbetale 100 kr. på MobilePay-nummeret 964210 og i tekstfeltet skrive MF + fornavn, og herefter vil man modtage sin billet.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler

error: Indholdet er beskyttet