Det lå ikke i kortene, at Jørgen Løvstad skulle være præst
Der var fuldt hus i Byens Hus i Vilsted, da Jørgen Løvstad holdt foredrag.
Jørgen Løvstad er konstitueret sognepræst ved kirkerne i Ranum, Vilsted og Malle.
Foredragets titel var ”Er der et liv før døden”. At det er tilfældet, kunne man ikke være i tvivl om med det inspirerende og livsbekræftende oplæg, der blev leveret.
Jørgen Løvstad er en mand med mange talenter og mange interesser. Han er født og opvokset i Skive og fortalte levende om sin opvækst der som den yngste af tre brødre. Efter realskolen fik han job på en møbelfabrik, kom på Krabbesholm Højskole, rejste til København, hvor han bl.a. arbejdede for et vinfirma i Nyhavn. Han arbejdede også i en periode på landet. Han gik på HF i Nykøbing Mors og kom på lærerseminariet i Skive, hvor linjefagene var musik og biologi.
Jørgen Løvstad har siden sin ungdom været optaget af musik, jagt og fiskeri. Han har bl.a. spillet som hyggepianist i København, arbejdet på Grønland, hvor han havde 10 slædehunde. Har arbejdet på danske folke- og friskoler, været programdirektør på lokal-tv-station, været forstander på efterskole og meget andet.
Igennem alle årene er der dog en ting, der med mellemrum er dukket op, nemlig ønsket om at blive præst. Der gik dog en del år, før drømmen blev realiseret. Flere livsbegivenheder og efterfølgende ophold på retræter i Sverige gjorde udslaget og som 53-årig begyndte Jørgen Løvstad at læse til præst. Fra 2015 til 2024 var han sognepræst i Thorning-Grathe-Vium i Midtjylland.
Jørgen Løvstad er også en afholdt foredragsholder. Han er engageret i Blicherselskabets bestyrelse og er forfatter til serien “Graveren, præsten og ulven“.
Der blev ind imellem fortællingerne sunget mange sange fra højskolesangbogen, akkompagneret af Jørgen Løvstad på klaver.
Jørgen Løvstads opfordring til tilhørerne var at efterlade breve og andet skriftligt materiale til deres efterkommere. Det er uvurderligt, mente han.
Jørgen Løvstad bor i dag i Saksild ved Odder med sin hustru. Sammen har de fire voksne børn og otte børnebørn. Hans store glæde er fællesskabet i familien, hvad enten det er en rejse eller en tur på rulleskøjter eller noget helt tredje.
Jørgen Løvstad kan opleves igen til et nyt foredrag, onsdag den 4. februar kl. 19 i Ranum Sognehus, hvor han taler om ”Brudte relationer i familiær kontekst”.









