Tre villaindbrud på samme vej i Støvring – politiet søger vidner
Himmerlands Politi har modtaget flere anmeldelser om indbrud i villaer i Støvring, hvor tre af sagerne er sket på samme vej. Ifølge politikommissær Jesper Fredsgaard er der tale om en række indbrud på Ved Bjerget, hvor en gerningsperson tilsyneladende har benyttet samme fremgangsmåde.
Det første indbrud er sket i tidsrummet fra den 22. juli klokken 21.00 til den 23. juli klokken 11.00. Her er et værelsesvindue blevet brudt op med et 40 millimeter koben, hvorefter gerningspersonen har påvirket den indvendige vrider for at komme ind i boligen.
Der har været færden i hele huset, og politiet formoder, at tyven har forladt stedet gennem en terrassedør, som husets beboer fandt åben ved hjemkomsten. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet.
Det næste indbrud på Ved Bjerget er sket mellem den 22. juli klokken 11.00 og den 23. juli klokken 13.00. Også her er et vindue brudt op med et 40 millimeter koben, og der har været gennemgang af hele huset. Tyven menes igen at være forsvundet via en terrassedør.
Indtil videre er det konstateret, at der er stjålet en plastikpose med 10- og 20-kroner samt en tegnebog med euro. Politiet oplyser dog, at der fortsat mangler et fuldt overblik over de stjålne effekter.
Det tredje indbrud på samme vej er sket i perioden fra den 18. juli klokken 16.00 til den 23. juli klokken 14.23. Her er et vindue ligeledes blevet brudt op med et 40 millimeter koben. Umiddelbart ser det ud til, at gerningspersonen kun har opholdt sig i soveværelset, men der er endnu ikke overblik over, hvad der eventuelt er blevet stjålet.
Derudover har politiet modtaget en anmeldelse om endnu et villaindbrud på Hulvejen, som ligger i nærheden. Dette indbrud er sket mellem den 17. juli klokken 17.00 og den 23. juli klokken 20.00. Også her er gerningspersonen kommet ind gennem et opbrudt vindue, og der har været færden i soveværelse og badeværelse. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet.
Ifølge Jesper Fredsgaard har politiets teknikere sikret DNA-spor på alle gerningsstederne.
Har du set eller hørt noget mistænkeligt i områderne omkring Ved Bjerget eller Hulvejen i de nævnte tidsrum, opfordrer Himmerlands Politi til, at du kontakter politiet på telefon 114.








