Hornum Skole udvalgt til nationalt forsøg med skolemad – 2,6 mio. kr. i tilskud
Vesthimmerlands Kommune har fået tilsagn om 2,6 mio. kr. fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at deltage i den nationale forsøgsordning med skolemad i perioden 2025–2028.
Hornum Skole er udtrukket som demonstrationsskole og tilbyder gratis skolemad til eleverne i indskolingen. Forsøgsordningen skal bidrage til øget trivsel, bedre læring og stærkere fællesskaber i skoledagen og samtidig give værdifuld viden til arbejdet med fremtidens skolemad i Danmark.
Formand for Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr, glæder sig over, at kommunen er blevet en del af forsøget:
– Det er meget nyt med fælles skolemad i forhold til den danske folkeskole-kultur, som normalt byder på madpakker. Så jeg er meget spændt på gennem forsøgsperioden at høre endnu mere om både børnenes og forældrenes oplevelser med skolemad. I en presset hverdag kan det være en hjælp ikke at skulle være kreativ med madpakkerne hver dag. Samtidig får børnene nogle madoplevelser sammen med andre børn, som jeg tror er godt for børnene, siger Formand for Børne- og Familieudvalget, Signe Nøhr.
Skoleleder på Hornum Skole, Rolf Sanderhoff, ser også positivt på forsøgsordningen:
– Vi er meget glade for at få mulighed for at afprøve skolemad på Hornum Skole. Det giver os en unik chance for at styrke børns trivsel og fællesskab og samtidig blive klogere på, hvordan skolemad kan fungere i praksis, siger Rolf Sanderhoff.
Skolemaden laves lokalt
Maden til skoleordningen bliver tilberedt i køkkenet i Vester Hornum Hallen og leveret til Hornum Skole. Derudover bliver der handlet lokalt i Brugsen i Vester Hornum, hvilket understøtter det lokale handelsliv og skaber en tæt forbindelse mellem skole, lokalsamfund og mad.
Under et besøg på Hornum Skole gav børnene tydeligt udtryk for deres begejstring for skolemaden. Især retter som boller i karry, risengrød og rugbrødsmadder blev fremhævet som højdepunkter.
Skolemaden giver samtidig børnene mod på at smage nye retter og ingredienser, som for mange børn ellers kan være uvante. Når maden er en fast del af skoledagen, bliver nye smagsoplevelser en naturlig del af fællesskabet. Samtidig er skolemad mere end et måltid. Børnene deltager aktivt i at dække op, rydde af og vaske op, hvilket bidrager til læring om ansvar, samarbejde og madkultur.
Forsøgsordningen løber frem til 2028, og erfaringerne fra Hornum Skole vil indgå i den nationale evaluering af skolemad i Danmark.


