Hobro Skiklub er rykket ind i nye lokaler på Smedevej
Hobro Skiklub og foreningens 450 medlemmer er flyttet til nye lokaler på Smedevej i Hobro. At der findes en aktiv skiklub i Mariagerfjord, hvor sneen kun ligger få dage om året, kan måske overraske mange. Men faktisk er Hobro Skiklub en særdeles levende forening, der hvert år sender omkring 350 deltagere på skiture til blandt andet Sverige og Østrig.
”Det betyder rigtig meget for os at have en fast base, hvor vi kan samle vores aktiviteter. Vi har længe haft brug for bedre rammer, og lokalerne på Smedevej giver os netop den fleksibilitet og plads, vi har manglet,” fortæller klubbens formand Niels Leth-Sørensen.
En stabil og stærk forening
Hobro Skiklub blev dannet i 1979 og har kun haft to formænd. Først Bente Nielsen, og siden 2013 har Niels Leth-Sørensen stået i spidsen for klubben. Den stabilitet har skabt grobund for udvikling, og klubben har i dag omkring 35 instruktører, der selv står for skiskolerne på medlemsturene. Her er der fokus på små hold, så børn og nybegyndere hurtigt kommer godt i gang på skiene.
”Vi lægger stor vægt på, at alle får en god oplevelse. Vores instruktører tager sig tid til at følge deltagerne tæt, og det er med til at give mange lyst til at tage med igen,” siger Niels Leth-Sørensen.
Instruktørerne uddanner sig løbende og tager hvert andet år på en fælles tur, hvor de både bliver fagligt inspireret og dyrker fællesskabet i instruktørgruppen.
Udstyr, aktiviteter og fællesskab
Klubben råder over omkring 150 par ski, der kan lejes af medlemmerne til turene. Der afholdes cirka seks årlige skiture – heraf to store familieture i uge 7 til Østrig med op mod 200 deltagere.
Hvis sneen falder i Hobro, samarbejder klubben med Hobro Golfklub om at etablere langrendsløjper rundt om golfbanens arealer. Derudover tilbyder Hobro Skiklub året igennem en række aktiviteter: skigymnastik, cykel- og gåture, fællesmotion, skøjteture, besøg i Aarhus Skiarena og træning i lokalerne på Smedevej.
Det yngste medlem er tre år, mens det ældste er godt oppe i firserne.
”Vi ved, at mange tøver med at tage på ski første gang, fordi det virker uoverskueligt. Men hos os hjælper vi med alt – fra skiudstyr og hoteller til liftkort og mad. Det betyder, at man bare kan nyde turen, og det er nok en af grundene til, at mange bliver bidt af det, når de først har prøvet,” siger Niels Leth-Sørensen.
Støtte fra Sparekassen Danmark
Med de nye lokaler er der også kommet nye muligheder. Klubben har blandt andet investeret i en moderne slibemaskine til ski, finansieret med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro.
”For os i Sparekassen Danmark er det vigtigt at støtte de lokale fællesskaber, der gør en forskel. Hobro Skiklub er et godt eksempel på en forening, der formår at samle både børn, unge og voksne om en aktiv livsstil og gode oplevelser. Det vil vi gerne være med til at bakke op om,” siger Per Norup, afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark Hobro.Gennem årene har Hobro Skiklub modtaget flere donationer fra fonden, og klubbens jakker bærer i dag også Sparekassens logo som synligt tegn på samarbejdet.
”Vi er meget taknemmelige for den støtte, vi har fået. Det giver os mulighed for hele tiden at udvikle vores tilbud og skabe endnu bedre oplevelser for medlemmerne,” slutter Niels Leth-Sørensen.









