ForsideMariagerfjordHåndbold i Hobro boomer: HIK-Rosendal nærmer sig 400 medlemmer

Håndbold i Hobro boomer: HIK-Rosendal nærmer sig 400 medlemmer

Håndbold i Hobro boomer: HIK-Rosendal nærmer sig 400 medlemmer

Håndboldfeberen har for alvor ramt Hobro og Rosendal. HIK-Rosendal er i løbet af få år vokset fra en lille lokal håndboldklub til en af områdets stærkeste foreninger – og nu nærmer klubben sig hele 400 medlemmer.

Da Mariagerfjordposten.dk forleden lagde vejen forbi hallen i Rosendal, var der fuldt hus. Ikke færre end 300 medlemmer havde tilmeldt sig årets juleafslutning, og både børn, unge og voksne fyldte banen med leg, kampe og højt humør.

Flere medlemmer – flere timer og flere haller
Den markante vækst betyder også større behov for haltider. Derfor bruger klubben i dag både Rosendal Idrætsforum og Hobro Idrætscenter for at få plads til alle hold.

“Det er en fantastisk udvikling, men det giver naturligt også flere praktiske udfordringer,” fortæller kasserer og frivillig træner Jakob Olsen.
“Når næsten 400 mennesker spiller håndbold i vores klub, slider det selvfølgelig på både bolde og udstyr. Vi har behov for mere materiale – og udstyret skal kunne følge med glæden, legen og udviklingen i hverdagen.”

Fonde hjælper med vigtig opbakning
Med væksten er behovet for nyt og tidssvarende udstyr steget markant. Det gælder både håndbolde i forskellige størrelser, udstyr til de yngste, flytbare mål, stiger, elastikker og praktiske opbevaringsløsninger.

Her har flere fonde været til stor hjælp – blandt andet den lokale Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, som netop har støttet klubbens udstyrsprojekt i deres seneste ansøgningsrunde.

“Den støtte betyder virkelig meget for os,” siger Jakob Olsen.
“Det gør, at vi kan give børnene endnu bedre rammer og sikre, at vi kan fortsætte med at være en klub for alle – uanset niveau og forudsætninger.”

Hvor håndboldglæde vokser
Siden 2019 er HIK-Rosendal vokset fra blot 108 medlemmer til næsten 400 aktive spillere. Klubben har sat en tydelig retning, der ikke kun handler om resultater, men om fællesskab, grin, high-fives og oplevelser.

Både ungdomsafdelingen og klubbens hjerteprojekt, Lykkeliga-holdet, har været centrale drivkræfter. Her får børn med særlige behov mulighed for at opleve sejre og fællesskab på egne præmisser. Klubben arbejder samtidig på at etablere et nyt hold for voksne med udviklingsnedsættelser og fysiske handicap.

“Vi vil være et sted, hvor alle kan være med. Det er vores DNA,” understreger Jakob Olsen.
“Det vigtigste er ikke, hvor hårdt du skyder – men at du har det sjovt og føler, at du hører til.”

Verdens Sjoveste Håndboldklub
HIK-Rosendal arbejder målrettet på at udvikle sig til et regionalt samlingspunkt for håndboldglæde. Under brandet Verdens Sjoveste Håndboldklub, som rulles ud over de kommende år, vil klubben skabe endnu flere sjove, trygge og inkluderende håndboldtilbud for børn og unge i hele området – blandt andet gennem samarbejde med naboklubber, skoler og institutioner.

Årets store juleafslutning hos HIK-Rosendal Håndbold, som samlede flere hundrede medlemmer. Foto: Himmerlandsposten.dk
Hallen summede af liv og fællesskab til årets juleafslutning hos HIK-Rosendal Håndbold. Foto: Himmerlandsposten.dk

Fakta
Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond
Fonden har to årlige ansøgningsrunder. Næste ansøgningsfrist samt ansøgningsskema findes på fondens hjemmeside: nielsenogmygindfond.dk

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler