I er med til at holde demokratiet levende i skolens hverdag
Det var en målrettet grundlovstale til børnene, som folketingsmedlem Theresa Berg Andersen holdt, da skolen fejrede Grundlovens fødselsdag. En tale der understregede den verden, som vi befinder os i i dag.
“Vi har for få dage siden fået en ny regering. Fire partier er gået sammen om at danne en regering. Partierne er ikke enige om alt, men har fundet sammen om det, de kan blive enige om. Der venter dem et forløb, som kan sammenlignes med de klassemøder, I holder på skolen,” understregede folketingsmedlem Theresa Berg Andersen, SF.
“Den nye regering har en opgave, og den er at få Danmark til at køre. Hvordan må man finde frem til i fællesskab. Det bliver som når I er i et projektarbejde, i elevrådet, til morgensang og andre forsamlinger. Her lærer man at lytte, at man ikke altid er enige, lærer at række hånden op og give plads til andre. Man lærer at samarbejde, også når man vil gøre noget på sin egen måde,” sagde folketingsmedlem Theresa Berg Andersen, SF.
“I er med til at holde demokratiet levende i hverdagen. Det gør I, når I giver plads til hinanden. Når I finder kompromisser. Når I hjælper den, der har det svært. Når I står fast på det, I tror på, men stadig taler ordentligt. Det er ikke altid let. Men sådan bygger man et stærkt samfund op,” bebudede folketingsmedlem Theresa Berg Andersen.
En stærk tale, hvor eleverne fik en forståelse for, hvad Grundloven er, og hvordan den fungerer.
Grundlovsmødet blev holdt ved Vilsted Klubhus. Her var der plads til fællessang, leg i hoppeborg med deltagelse i forskellige aktiviteter.
















